Dropper Gotlandsbolaget Frederikshavn? Det afgøres i august
Gotlandsbolaget beslutter i august 2025, om Oslo-færgen også i skisæsonen 2025/2026 skal anløbe Frederikshavn, oplyser Søfart.
DFDS-færgerne blev i efteråret overtaget af Gotlandsbolaget, og i december besluttede Oslo-færgernes nye ejer at droppe anløbet i Frederikshavn otte måneder om året. Kun i skisæsonen fra december til marts sejler Nordic Pearl og Nordic Crown til Frederikshavn på turen København-Oslo og retur.
I første omgang er det en slags forsøgsordning i 2025 for at veje kundernes, havnens og rederiets egen reaktion.
- Vi tager en endelig beslutning om Frederikshavn til august. Det har vi aftalt med Frederikshavn Havn. Måske finder Frederikshavn Havn i mellemtiden en anden operatør, der kan bruge det leje i havnen, vi bruger, hele året. Får Frederikshavn en anden operatør, så er der ikke noget at gøre ved det, siger Kim Heiberg, der er direktør for Gotlandsbolagets rute mellem Oslo og København, til Standby.dk.
Fra december 2024 til marts 2025 anløber Oslo-færgen Frederikshavn for at servicere de skiglade gæster, der vil en tur til Norge. Det er umiddelbart i den periode, forretningen ligger, vurderer Gotlandsbolaget.
Kim Heiberg fortæller, at Gotlandsbolaget har en løbende dialog med Frederikshavn Havn.
- Nu kører vi anløb frem til 30. marts, og så tager vi en snak efter sommeren om, hvad vi hver især synes. Havnen står i en økonomisk vanskelig situation, så de kan også have fundet på en anden forretning i terminalen, siger han til Standby.dk.