Gå til hoved-indhold
10. februar 2025 - kl. 18.02

Medarbejdere i Erhvervshus Nord har fået nok: Forsvarer deres direktør

  • 1 af 1
    Niels Bay Christensen har medarbejdernes fulde tillid og anerkendelse for sin indsats for at skabe et positivt og professionelt arbejdsmiljø. "Påstandene om et giftigt arbejdsmiljø er os fuldstændig fremmede og uforståede. Vi har en kultur, hvor trivsel, åbenhed og ærlighed værdsættes meget højt", skriver medarbejderne til byrådet og kommunaldirektøren.
Af: Michael Frederiksen

Erhvervshus Nords medarbejdere kan på ingen måde genkende det billede, som NORDJYSKE i flere artikler tegner af erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, Erhvervshus Nord i Frederikshavn. Det skriver medarbejderne i en fælles henvendelse til byrådsmedlemmer og kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune.

- Det er afgørende for os at understrege, at de påstande, der er fremført i pressen, ikke afspejler den virkelighed, vi oplever hver dag. Vi vælger at rette denne henvendelse til jer, fordi vi ønsker, at beslutningstagere får et sandt og retvisende billede af Erhvervshus Nord, står der i brevet til de 29 byrådsmedlemmer og kommunaldirektør Thomas Eriksen.

Mandag skrev NORDJYSKE, at Niels Bay Christensen "fik ansatte til at snyde med timesedler", blandt andet projektet Recycling City, som Erhvervshus Nord fik EU-støtte til. Tidligere har avisen påstået, at arbejdsmiljøet er elendigt, og at medarbejderne flygter fra arbejdspladsen, som primært er finansieret af Frederikshavn Kommune.

Alle påstande i NORDJYSKE kommer fra anonyme kilder, og nu har medarbejderne i Erhvervshus Nord fået nok. De forsvarer deres direktør.

- Vi kan på ingen måde genkende det billede, der tegnes, og vi finder det dybt problematisk, at ingen af os er blevet kontaktet af NORDJYSKE for at give et nuanceret billede af virkeligheden, men beror sig udelukkende på tidligere medarbejdere, som ikke tør stå frem og tage ansvar, skriver medarbejderne.

De understreger, at Niels Bay Christensen er en åben, ærlig og respekteret leder, både internt og eksternt.

- Han har vores fulde tillid og anerkendelse for sin indsats for at skabe et positivt og professionelt arbejdsmiljø. Påstandene om et giftigt arbejdsmiljø er os fuldstændig fremmede og uforståede. Vi har en kultur, hvor trivsel, åbenhed og ærlighed værdsættes meget højt.

Medarbejderne anfører, at der er klare retningslinjer, når det gælder arbejdspres og tidsregistrering.

- Vi arbejder 37 timer om ugen. Alle timer tidsregistreres i henhold til EU-lovgivning. Der kan naturligvis forekomme spidsbelastninger i travle perioder som på alle andre arbejdspladser, men hvis en medarbejder har akkumuleret mere end 37 timers overarbejde, sendes vedkommende på tvungen afspadsering. Dette viser tydeligt, at arbejdsmiljøet understøtter en sund work-life balance, og vi kan derfor ikke genkende det billede af urimelige og pressede arbejdsvilkår, som er blevet præsenteret i pressen adskillige gange de sidste uger, står der i medarbejdernes brev.

De forholder sig også til, at mange medarbejdere de seneste år har forladt Erhvervshus Nord. 

- Vi mener, at virkeligheden er langt mere nuanceret. Vi har haft kollegaer, der har taget nye muligheder i andre stillinger, hvilket er naturligt i enhver organisation. Et eksempel er en tidligere medarbejder, der blev udlånt til Frederikshavn Havn under en akut krisesituation og senere valgte at blive fastansat i en ledende stilling der. Dette er ikke et udtryk for mistrivsel, men snarere for, at Erhvervshus Nord skaber kompetente medarbejdere, der efterspørges i erhvervslivet, mener medarbejderne.

De henviser også til, at den lovpligtige APV-undersøgelse blev gennemført i efteråret 2024. Der var ingen tilbagemeldinger, der indikerede et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Tværtimod viste resultaterne, at medarbejderne generelt trives godt på arbejdspladsen.

- Vi oplever generelt et lavt sygefravær, og hvis der er, er det oftest på grund af almindelige årstidsbestemte sygdomme. Vi kan ikke genkende billedet af en stresspræget arbejdsplads, skriver medarbejderne. 

Erhvervskonsulent Dan Hartmann Johansen, supplerer:

- En værdimåling, som vi medarbejdere gennemførte i januar 2025, viser tydeligt, at Erhvervshus Nords kerneværdier – engagement, åbenhed, ærlighed og balance i arbejdslivet – efterleves i høj grad. Resultaterne peger på, at ledelsen spiller en central rolle i at understøtte disse værdier, hvilket har en positiv effekt på trivslen blandt medarbejderne. Med mange års erfaring som virksomhedskonsulent inden for trivselsmålinger og psykisk APV kan jeg både se det i data og mærke det i hverdagen: Erhvervshus Nord har et stærkt og sundt arbejdsmiljø.

Anonnyme kilder siger til NORDJYSKE, at Niels Bay Christensen bad en medarbejder om at forfalske sine timesedler i EU-projektet Recycling City. 

Erhvervskonsulent Thorbjørn Stenholm er projektleder, når det gælder Recycling City. Han har været ansat i Erhvervshus Nord siden 2019. I brevet til byråd og kommunaldirektør udtaler han:

- Jeg kan på ingen måde genkende påstanden om, at vi som ansatte skulle være blevet bedt om at justere timeregnskaberne. Med næsten seks års erfaring i Erhvervshus Nord undrer det mig, at artiklerne giver indtryk af, at alle medarbejdere skulle have forladt organisationen, bortset fra Niels og Tanja. Når der er faktuelle unøjagtigheder i fremstillingen, bliver det svært at genkende det billede, der tegnes.

Medarbejderne afslutter den fælles henvendelse med at pointere, at de er dybt berørte af den seneste tids omtale.

- Det gælder både personligt og professionelt. Vi kærer os om vores arbejdsplads, vores leder og har stor arbejdsglæde. Det er afgørende for os at understrege, at de påstande, der er fremført i pressen, ikke afspejler den virkelighed, vi oplever hver dag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...