Gå til hoved-indhold
10. november 2024 - kl. 00.11

Spændende byggeplaner i Østervrå sendes snart i offentlig høring

  • 1 af 1
    Her ses byggeplanerne i Østervrå. De vil indebære, at Østervrå Stadion - Elektrikeren Nord Arena - skal flyttes og vendes.
Af: Michael Frederiksen

Store og spændende planer i Østervrå sendes snart i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen skal i første omgang skabe grundlag for et vandrerhjem og desuden give mulighed for et nyt parkeringsanlæg, ny idrætshal, udvidelse af den eksisterende svømmehal, nye omklædningsfaciliteter, motionscenter, bibliotek, padelbane, klubhus med videre.

Der er udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for at muliggøre en udvidelse af Østervrå Sogne-og Kulturhus samt etableringen af et vandrerhjem i tilknytning til Hærvejen.

Projektarealet er cirka 32.400 kvadratmeter, hvoraf godt 22.300 kvadratmeter ejes af kommunen, mens de resterende 10.100 kvadratmeter for nuværende ejes af Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Det fremlagte lokalplanforslag omfatter et større areal end det projektareal, der blev politisk igangsat i januar i år, og som har været i foroffentlighedsfase.

Det betyder blandt andet, at der med det fremsendte forslag skal være regnvandshåndtering der, hvor der - hvis det blev nødvendigt - skulle etableres en ny fodboldbane som erstatning for den, der udgår som følge af tilbygningen til Østervrå Idræts-og Kulturcenter.

Der indkom ingen høringssvar i foroffentlighedsfasen.

Lokalplanen muliggør udvidelsen af det nuværende byggefelt nord, hvor der ønskes at nedrive 188 kvadratmeter og opføre en tilbygning på  700 kvadratmeter i forlængelse af den nuværende multisal.

Lokalplanen skal desuden sikre udviklingsmuligheder i fremtiden og vil, foruden et vandrerhjem, også give mulighed for et nyt parkeringsanlæg, ny idrætshal, udvidelse af den eksisterende svømmehal, nye omklædningsfaciliteter, motionscenter, bibliotek, padelbane, klubhus med videre.

Det forventes, at det nordlige parkeringsanlæg skal dække parkeringsbehovet for Østervrå Sogne-og Kulturhus, mens der etableres et nyt parkeringsanlæg syd for bebyggelsen, der skal dække parkeringsbehovet for idrætshallen med mere.

Lokalplanen giver mulighed for en bygningshøjde på op til 11,5 meter (svarende til den eksisterende idrætshal). Dog tillader lokalplanen kun 8,5 meter maksimal bygningshøjde i den vestlige del af byggefeltet for at undgå udkigsgener for naboer vest for svømmehallen.

Første etape af udviklingen omfatter opførelsen af et vandrerhjem, der skal give overnatningsmuligheder for Hærvejens brugere, hvor Østervrå udgør et knudepunkt på Hærvejens cykelrute.

Center for Teknik og Miljø indstiller til politikerne i Plan- og Miljøudvalget, at forslag til kommuneplantillæg og lokalplan godkendes og sendes i otte ugers offentlig høring. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...