Japanske Dage i Palads Teatret i Frederikshavn
I forbindelse med Palads Teatrets Japanske Dage i weekenden 24.-26. januar serverer biografen i Frederikshavn i samarbejde med Esssens Gaarden er lækker buffet med japanske specialiteter, når der fredag 24. januar er Gallapremiere på Toto-cham: Den Lille Pige i Vinduet.
- Vi starter aftenen kl. 19.00 med en overdådig buffet med japanske specialiteter kreeret af de kulinariske troldmænd fra Essens Gaarden, og bagefter serverer jeg saké i loungen, inden vi skal se film kl. 20.00, siger indehaver af Palads Teatret Kris Søgaard Pedersen og fortsætter:
- Vi har samarbejdet med Tonny Kristensen fra Essens Gaarden i mange år, og vi er super glade for, at han og hans stab af kulinariske troldmænd- og kvinder endnu en gang låner os deres hjælp til at gøre gallapremieren under Japanske Dage til en oplevelse for alle sanser, hvor de tager klassisk japansk komfortfood og laver det med lokale nordjyske råvarer med deres eget twist.
Lørdag og søndag kan man opleve flere spændende animefilm enten på dansk eller med original tale, og i samarbejde med Bangsbo Botaniske Have præsenterer Palads Teatret en flot udstilling af Bonsai i biografens foyer. Biografen har også udbudt to Bonsai Workshops, som dog allerede er udsolgt.
- Vi glæder os til endnu en gang at fejre japansk animation- og kultur og det særlige bånd mellem Frederikshavn og Japan, og vi får en dejlig indledning på weekenden med den japanske buffet. Sidste år blev tallerknerne slikket rene, så i år tager vi den til næste niveau, og jeg er sikker på, at publikum kommer til at elske, hvad der præsenteres på porcelænet. Jeg glæder mig helt vildt og krydser fingre for, at der bliver lidt rester jeg kan tage med hjem, smiler Kris Søgaard Pedersen.