Sæbys nye kirsebærallé: 98 træer plantes i uge 46
30. august blev de første to træer i Sæbys nye kirsebærallé plantet i Sæby Bypark. Daværende borgmester Birgit S. Hansen og bestyrelsesformand for Sparekassen Danmark Fonden Jerslev, Helle Louise Rømer Skole, markerede starten på en smuk ny allé med i alt 100 kirsebærtræer. Nu, efter nøje planlægning og de rette vejrforhold, forventes de sidste 98 træer plantet i slutningen af næste uge, hvis vejrudsigterne holder.
Sæby Planteskole, der er leverandør og faglig sparringspartner på projektet, har været involveret helt fra projektets begyndelse. Gartner Daniel Andersen forklarer, at der er en særlig årsag til, at de resterende træer først plantes nu.
- For at sikre de bedste forhold under transport og plantning venter vi indtil nattefrosten sætter ind. Når frost stopper væksten, kan træerne graves op og transporteres med rødderne intakte til Sæby. De nyplantede træer får dermed de optimale forhold for at slå rødder og trives i deres nye omgivelser, forklarer Daniel Andersen.
De kirsebærtræer, der er valgt til projektet, er af typen Kanzan – en sort, der både trives i Nordjyllands klima, og som kan modstå den saltholdige havluft, som området byder på. Træerne, der nu er fem til seks år gamle, er danskproducerede og har vokset på Fyn, indtil de nu bliver transporteret til Sæby for at blive en del af byens nye vartegn.
For Sæby Planteskole er projektet en særlig stolthed.
- Det er en ære at kunne levere og passe så betydningsfuld en allé til Sæby. Vi har sikret det bedste grundlag for både træernes kvalitet og vækstforhold – både over og under jorden, fortæller Daniel Andersen.
Projektet er finansieret af Sparekassen Danmark Fonden Jerslev som en del af fejringen af Sæbys købstadsjubilæum. Hele processen er blevet muliggjort gennem et stærkt samarbejde mellem lokale virksomheder, Frederikshavn Kommune og initieret af Erhvervshus Nord/Sæby Erhvervsforening.
Erhvervskonsulent Inge Møller Thomsen, Erhvervshus Nord, udtrykker sin begejstring:
- Dette projekt er et pragteksempel på, hvad vi kan opnå, når erhvervsliv, kommune og lokale aktører går sammen. Udover at skabe en varig attraktion for byens borgere og besøgende understøtter projektet både bosætning og turisme i Sæby.
Fakta om projektet:
- Type af træer: Kanzan kirsebærtræer, valgt for deres robusthed og tilpasning til Nordjyllands klima.
- Leverandør: Sæby Planteskole, der også er ansvarlig for at sikre optimale vækstforhold og pasning af træerne i de første år. Villy Andersen ApS bidrager med ekspertise til ledningsoplysninger.
- Donor: Sparekassen Danmark Fonden Jerslev, i anledning af Sæbys købstadsjubilæum
- Samarbejdspartnere: Erhvervshus Nord, Frederikshavn Kommune, Sæby Erhvervsforening og lokale leverandører.