Gå til hoved-indhold
27. februar 2025 - kl. 00.02

Onsdag aften græd strikkedamerne af skuffelse

  • 1 af 1
    Peter Laigaard: Det er dybt beskæmmende og nærmest skræmmende, at et gammelt hæderkronet parti (Venstre, red.), der rækker ud efter borgmesterposten, lader hånt om landets love og regler og foreslår, at vi i byrådet "bare" stemmer for en ulovlig beslutning.
Af  Peter Laigaard

Byrådsmedlem Peter Laigaard (UP) har skrevet dette indlæg: Under den franske revolution sad strikkedamerne og udfyldte tiden med at strikke, mens de ventede på, at guillotinen skulle aflive næste offer. Onsdag aften græd strikkedamerne i form af Venstres byrådsgruppe kollektivt, da massehenrettelsen udeblev.

Venstres byrådsgruppe har ved utallige lejligheder udtrykt mistillid til både vores kommunaldirektør Thomas Eriksen og tidligere borgmester Birgit S. Hansen.

28. september 2024 fik man direkte ført til referat på et byrådsmøde: “Venstre mener således, at Birgit Hansen har brudt regler og love i denne sag” i en simpel sag om udtalelse til det kommunale tilsyn efter lidt læsning af nogle e-mails. Sådan har Venstre konsekvent arbejdet som i en politistat i hele havnesagen - trods det, at det netop er Ankestyrelsen, som skal udtale sig om det om eventuelt lovbrud.

Det nærmer sig det absurde, at Venstres gruppeformand nu ikke vil anerkende en advokatrapport, der fuldstændig frifinder ikke bare tidligere borgmester, kommunaldirektør, havnens bestyrelse mv. med henvisning til, at rapporten ikke er “uvildig”, men et partsindlæg. Man ved jo bedre i Venstre.

Advokatsamfundet har udgivet en vejledning for advokatundersøgelser, og som det blev redegjort for overfor byrådet, lever advokatrapporten til fulde op til vejledningen - og den eneste grund til, at den ikke kan betegnes som uvildig, er, at Bech-Bruun også laver andet advokatarbejde for Frederikshavn Kommune.

På alle områder lever undersøgelsen i øvrigt op til alle krav til en advokatundersøgelse. og når Jan Bjeldbak og resten af Venstre er færdige med deres egne undersøgelser, må man formode, der bliver indgivet en klage over Bech-Bruuns rapport. Den viste nemlig med al sin tydelighed, at de vanvittige betragtninger og udledninger, som også Jens Borup har “kloget” sig med på byrådsmøderne er helt på månen og blev eftertrykkeligt pandet ned - punkt for punkt.

Bech-Bruun havde således sendt det helt tunge skyts i arbejde med hele tre af deres bedste advokater, bl.a. en tidligere landsretsdommer og de gav en knivskarp juridisk vurdering overfor byrådet. At beklikke deres konklusioner og vurderinger fra et firma, der omsætter for en milliard, fordi de har en kontakt på 2.5 mio. med Fredrikshavn Kommune, taler for sig selv.

Enhver kan jo regne ud, at advokaterne personligt, men også som firma, er færdige, hvis ikke de leverer varen. Der kommer snart en 230 siders rapport, som vi kun fik en kort opsummering af. Den bliver nærlæst af alt og alle.

Det er til ubodelig skade for vores ry og omdømme som kommune, at Venstre fastholder, vi ikke kan stole på advokatrapporten.

Senere på byrådsmødet foreslog Venstre, uagtet at vores kommunaldirektør hævdede, at forslaget ville være ulovligt, at byrådet skulle stemme for en dispensation til Essensgården. Uanset vi alle har stor respekt for Tonny og Esssensgården, og alle ønsker det bedste for konceptet, lever vi i et retssamfund, og det er dybt beskæmmende og nærmest skræmmende, at et gammelt hæderkronet parti, der rækker ud efter borgmesterposten, lader hånt om landets love og regler og foreslår, at vi i byrådet “bare” stemmer for en ulovlig beslutning. Heldigvis gik resten af byrådet ikke med på den galej.

I modsætning til strikkedamerne havde retsstaten en god dag og aften.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...