Gå til hoved-indhold
29. marts 2025 - kl. 00.03

Nordjyske værfter står klar med plan for Danmarks kommende flådefartøjer

  • 1 af 1
    Adm. direktør Lars Fischer, Orskov Yard, og regionsrådsformand Mads Duedahl var torsdag en tur på Christiansborg.
Af: Michael Frederiksen

Onsdag offentliggjorde Karstensens Skibsværft fra Skagen et nyt konsortium, som er klar til at bygge flådestøtteskibe for det danske forsvar som en del af fremtidens flådeplan, og torsdag besøgte adm. direktør Lars Fischer, Orskov Yard i Frederikshavn, Christiansborg sammen med regionsformand og næstformand i Business Region North Denmark, Mads Duedahl. Foran forsvars-, samfundssikkerheds- og beredskabsudvalget fremlagde de planen for, hvordan blandt andet en ny skibsbygningsfacilitet kan realiseres i Frederikshavn. 

- Det Nationale Partnerskab for det maritime område har slået fast, at det kan lade sig gøre, hvis vi i Danmark bestemmer os for at sikre national produktion af krigsskibe. Derfor er det helt naturligt, at vi her fra Nordjylland byder ind på den kæmpe opgave, da Nordjylland har et helt unikt værditilbud inden for det maritime område. Vi har værfter, som i årtier har bygget fartøjer til kunder i hele verden, siger Mads Duedahl.

Et af de nordjyske værfter, der i forvejen har et meget tæt samarbejde med Søværnet, står parat til også at byde ind på den meget store opgave med at bygge fremtidens danske flådefartøjer. Derfor havde adm. direktør Lars Fischer, Orskov Yard, inviteret sig selv til foretræde for politikerne i Folketingets Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalg. Med sig havde han Mads Duedahl, og de fik her mulighed for at rulle Nordjyllands samlede værditilbud ud.

- I Nordjylland har vi et optimalt værditilbud til den kommende plan om bygning af nye flådefartøjer. Vi har erfaringen, en kvalificeret arbejdsstyrke, stærke leverandører, alle relevante uddannelser – og pladsen til at gribe opgaven, når regeringen er klar med den kommende flådeplan for at styrke det danske forsvar, udtaler Lars Fischer og uddyber:

- Vi skal som en stor industri i denne tid forholde os til en del forskellige udmeldinger om fremtidens danske flåde. Men uanset regeringens kommende udspil står vi klar til at påtage os opgaven. Dels fordi der historisk i Frederikshavn er blevet bygget mange skibe, og vi har bevaret det maritime fokus, hvor vi har en meget stærk maritim klynge. Vi har mange års erfaring i at vedligeholde og ombygge specialiserede skibe, og fordi vi i forvejen har et tæt samarbejde med Søværnet om servicering af fregatter og inspektionsskibe. Ud over det er Orskov Yard nabo til Danmarks største flådestation – og endelig har Frederikshavn Kommune afsat et meget stort areal, som vil kunne huse en helt ny skibsbygningsfacilitet, der kan skræddersys til opgaven, siger Lars Fischer.

Mads Duedahl fortæller, at Nordjylland har arbejdet hårdt på at lægge fundamentet til, at området kan løfte opgaven i en ny flådeplan.

- Vi har netop satset på det maritime område som en af vores kernekompetencer, og det ses tydeligt. Det betyder i dag, at der ingen steder i landet er flere maritime smede, elektrikere eller skibsmontører. Vi har blandt andet hos MARTEC i Frederikshavn alle de maritime uddannelsesretninger, inklusiv den for nylig oprettede skibsingeniøruddannelse, og vi har som det eneste sted i landet oprettet en Maritim Student (HF & STX), så ungdommen fra en tidlig alder præsenteres for mulighederne inden for det maritime. På universitetsniveau er Aalborg Universitet involveret i en række projekter inden for det maritime område, så Nordjylland kan dermed bidrage med maritime kompetencer på tværs af alle uddannelsesniveauer, fastslår Mads Duedahl.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...