Nu kan Østervrå bygge et vandrerhjem ved Hærvejen
Et enigt byråd vedtog onsdag aften at vedtage en ny lokalplan og kommuneplantillæg, som skaber mulighed for at udvide Østervrå Idræts-, Sogne- og Kulturcenter samt at etablere et vandrerhjem i tilknytning til Hærvejen, der går igennem Østervrå.
- Tillykke til Østervrå, som nu kan få et vandrerhjem i tilknytning til Hærvejen. Det er et ambitiøst projekt, som forskellige ildsjæle står bag. Med denne beslutning giver vi mulighed for udvikling i Østervrå, siger Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudsvalget i Frederikshavn Kommune.
Mette Hardam (V) havde også det store smil på.
- Det er et fantastisk sændende projekt. Østervrå er heldig, at Hærvejen passerer lige forbi. Mange landsbyer kan lære af Østervrå. Det handler om at rykke sammen, udtaler Mette Hardam.
Hærvejen går fra Hirtshals eller Frederikshavn i nord til Padborg i syd. Det er en rekreativ vandre- og cykeltur på henholdsvis 638 km og 454 km, som går langs stier og mindre veje gennem Jylland.
I 2021 indgik de 17 kommuner, som Hærvejen går igennem, herunder Frederikshavn Kommune, et samarbejde om at udvikle Hærvejens rekreative kvaliteter for både borgere og gæster.
Udviklingen af Hærvejen skal sikre, at brugerne af Hærvejen altid har mulighed for kost, logi og ophold.
Et af samarbejdets indsatsområder er udvikling af overnatningskapaciteten langs Hærvejen. Hærvejen har brug for flere kvalitetsbårne og markedsrelevante overnatningsmuligheder, hvis ruten skal være relevant for vandrere og cyklister, der ikke kun går på dele af ruten, men vil være på Hærvejen i flere dage.
Cykelruten går gennem Østervrå og vandreruten går i dag gennem Thorshøj, der ligger cirka 4,5 km fra lokalplanområdet. Der er imidlertid planer om at ændre vandreruten, så den ligeledes føres gennem Østervrå, hvorved Østervrå gøres til et oplagt knudepunkt på Hærvejsruten.
Lokalplanen giver derfor mulighed for etablering af overnatningsmuligheder inden for lokalplanområdet. Vandrerhjemmet skal bygges på dele af Østervrå Stadion, som dermed rykkes lidt længere tilbage i forhold til det nuværende byggeri.