Gå til hoved-indhold
29. marts 2025 - kl. 00.03

Spar Nord Fonden støtter Skagen Festival med 200.000 kroner

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Skagen Festival har netop modtaget en generøs donation på 200.000 kroner fra Spar Nord Fonden, som skal styrke festivalens arbejde og forbedre vilkårene for de mange frivillige kræfter, der hvert år er med til at skabe en unik musikalsk oplevelse på toppen af Danmark.

Donationen blev i tirsdags overrakt til Skagen Festivals formand, Jesper Hegaard, og bestyrelsesmedlem Mathias Rump Hansen hos Spar Nord i Frederikshavn.

Midlerne er allerede øremærket til konkrete initiativer, som skal forbedre oplevelsen og arbejdsforholdene for de mere end 600 frivillige, som hvert år arbejder dedikeret for at skabe et brag af en festival til glæde for hele byen.

- Vi er utroligt glade for Spar Nord Fondens generøse støtte. Den gør det muligt for os at give noget tilbage til de mange frivillige, som er rygraden i festivalens afvikling. Vi ser frem til at bruge midlerne på at forbedre rammerne og skabe de bedst mulige forhold for vores frivillige og dermed også den bedst mulige oplevelse for vores publikum, udtaler Jesper Hegaard.

Fokus på frivillige: Vil du være med på holdet?
Skagen Festival har gennem årene opbygget et unikt fællesskab, hvor frivillige fra hele landet mødes og arbejder sammen for at skabe en uforglemmelig festivaloplevelse for de mange tusinde gæster som ligger vejen forbi en eller flere af de tre festivalscener i de fire dage, festivalen varer. Arbejdet som frivillig giver ikke kun adgang til musikken og arrangementerne, men også til et fællesskab baseret på engagement, hygge og sammenhold.

- At være frivillig på Skagen Festival er en helt særlig oplevelse. Man får mulighed for at møde nye mennesker, bidrage til festivalens succes og samtidig nyde musikken og den unikke stemning, siger Jesper Hegaard.

Festivalen er stadig på udkig efter nye frivillige til årets afvikling fra 3. til 6. juli. Alle, der har lyst til at blive en del af fællesskabet, kan tilmelde sig via festivalens hjemmeside.

Musikalsk program byder på stjernespækkede oplevelser>
Skagen Festival 2025 byder på fire festlige dage fyldt med musik og fællesskab. Programmet byder på en bred vifte af musikalske oplevelser indenfor folkemusikkens forunderlige verden, hvilket gør festivalen til en unik oplevelse for både unge og ældre.

Årets program inkluderer både danske og internationale kunstnere, som alle ser frem til at optræde i de særlige omgivelser, Skagen Festival kan tilbyde. De skønne rammer midt i byen og på havnen kombineret med den helt særlige atmosfære tiltrækker hvert år tusindvis af besøgende, der nyd er musikken, byen og fællesskabet i fulde drag.

- Vi håber naturligvis at se både Spar Nord Fonden og alle jer andre til fire uforglemmelige dage i Skagen til sommer, hvor musikken og fællesskabet er i centrum, siger Jesper Hegaard.

Besøg Skagenfestival.dk for mere information om årets program, tilmelding som frivillig og praktiske oplysninger.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...