Gå til hoved-indhold
27. marts 2025 - kl. 13.03

Peter Sørensen stiller op til KV25 for Det Konservative  Folkeparti

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Løsgængeren Peter Sørensen fra Skagen har meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti i Frederikshavn Kommune. Det oplyser formand for kandidatudvalget, Thomas Rugholm. Peter Sørensen blev valgt ind i byrådet for Venstre, men forlod partiet i december 2023.

- Med sin mangeårige erfaring i byrådet og sit stærke engagement i vores lokalsamfund bliver Peter Sørensen en værdifuld del af vores hold. Hans fokus på ansvarlig økonomi, erhvervslivets vilkår og udviklingen af hele kommunen og især i Skagen-området passer godt ind i de konservative værdier, og vi ser frem til at arbejde sammen om at styrke vores kommune, siger Thomas Rugholm.

- John Lamp Henriksen har igennem længere tid været vores stærke stemme for konservativ politik i Frederikshavn, og med Peter Sørensen på holdet er vi sikre på, at vores indflydelse kun vil blive stærkere. Sammen vil de i byrådet udgøre et stærkt makkerpar, der kan arbejde for en kommune med mere frihed og mindre bureaukrati - med plads til både udvikling, vækst og omtanke for borgeren, mener Thomas Rugholm.

Thomas Rugholm oplyser også, at det bliver et gensyn med Peter Sørensen. Ved valget i dengang Skagen Kommune i 1985 var Peter Sørensen også at finde på den konservative liste.

Formand for Konservative Vælgerforening Tomo Kijanovic glæder sig også over, at Peter Sørensen stiller op for Det Konservative Folkeparti.

- Det er en særdeles erfaren og kompetent politiker, vi har fået på holdet, siger Tomo Kijanovic, som glæder sig til det fremtidige samarbejde.

Peter Sørensen udtaler, at han efter moden overvejelse og mange opfordringer fra nuværende kolleger i byrådet har valgt at stille op til endnu en periode i lokalpolitik i Frederikshavn Kommune.

- Jeg har nu arbejdet som politiker uden partitilhør siden december 2023 og mener, at en tilbagevenden til Det Konservative Folkeparti vil passe godt til min tilgang til de lokalpolitiske emner. Samtidig glæder jeg mig til igen at have en partikollega” i byrådet, siger Peter Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...