223 tilskuere da Skagen/Frederikshavn vandt 4-2 over PadelBoxen
Målsætningen om mindst 200 tilskuere i Skagen Padelcenter blev opfyldt, da Skagen/Frederikshavn fredag aften havde besøg af PadelBoxen fra Odense i Elitedivisionen.
Det var første gang nogensinde, at der blev spillet en elitedivisionskamp i Vendsyssel, og de 223 tilskuere gik bestemt ikke skuffede hjem. Først og fremmest vandt hjemmeholdet med 4-2, og dernæst blev der vist padel på et særdeles højt niveau.
Skagen/Frederikshavn har skrevet kontrakter med fem stærke svenske spillere. Simon Vasquez - den bedste af dem - nåede dog ikke hjem i tide fra en stor turnering i Chile, så hjemmeholdet måtte klare sig med tre svenskere.
Adam Axelsson, Pablo Figueroa og Gustav Eriksson trak sammen med Malthe Nielsen det store læs, idet de vandt fire kampe.
Derimod lykkedes det ikke for de to skagboer Allan Kolbro Nielsen og Zvonimir Durkinjak samt frederikshavneren Brian Jensen at komme på tavlen.
- Heldigvis viste vores svenskere og Malthe et højt niveau, så der ikke var tvivl om sejren, siger holdkaptajn Allan Kolbro Nielsen.
Han er medejer af Skagen Padelcenter og måtte knibe sig selv i armen, da han gik rundt mellem de 223 tilskuere.
- Hvis nogen for to år siden havde sagt, at vi i 2025 ville spille i Elitedivsionen og råde over så stærke spillere på vores hold, ja, så havde folk givetvis rystet på hovedet og sagt, at vi ikke var rigtigt kloge. Men vi sikrede os oprykning i december 2024 og er i år gået sammen med Padel 99 i Frederikshavn om elitedivisionsholdet. Det har været den helt rigtige beslutning. Vi viser vejen i kommunen med vores samarbejde på tværs af byerne, mener Allan Kolbro Nielsen.
Han har været cheftræner for Vendsyssel Elite Badminton i 10 år, og han lægger ikke skjul på, at VEB er Skagen/Frederikshavns forbillede.
- Vi bliver stærkere, når vi løfter i flok, og det er også nødvendigt, for ambitionen om en plads i Final 4 kræver en relativ stor økonomi, oplyser Allan Kolbro Nielsen.
Skagen/Frederikshavn har vundet to ud af sine tre første kampe. Næste opgave er påskelørdag 19. april kl. 13.00 i Padel 99 mod Racket Club Rising fra Tåstrup.