Mogens Brag klar til politisk comeback for Venstre efter otte års fravær
Mogens Brag (V) er klar til politisk comeback i Frederikshavn Kommune. Han blev sammen med byrådsmedlem Mette Hardam og Jørgen Engbjerg valgt som byrådskandidater på tirsdagens møde i Frederikshavn Kommune Syd Vælgerforening (Sæby, Volstrup, Albæk, Dybvad og Skæve).
Med denne udvidelse af kandidatlisten samler Venstre endnu flere erfarne og engagerede kræfter til at repræsentere borgerne i Frederikshavn Kommune.
Borgmesterkandidat Jon Andersen glæder sig over de nye navne på listen:
- Det er fantastisk at se, hvordan vi samler et bredt og stærkt team, der ønsker at repræsentere hele kommunen. Mette Hardam og Jørgen Engbjerg er begge dedikerede og dygtige kræfter, og vi er samtidig enormt glade for at byde Mogens Brag velkommen tilbage i politik. Hans erfaring og indsigt vil uden tvivl være en stor gevinst for Venstre og for Frederikshavn Kommune.
Mogens Brag var byrådsmedlem fra 2005 til 2017. I to perioder - altså otte år - var han formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Mogens Brag er skoleleder på Strandby Skole.
Jon Andersen noterer med tilfredshed, at Mette Hardam ønsker at fortsætte sit politiske virke for Frederikshavn Kommune.
- Hun har gennem sin tid i byrådet været en markant stemme for udvikling og fremskridt. Det samme gælder Jørgen Engbjerg, der som suppleant for den nuværende byrådsgruppe har vist stort engagement og en stærk forståelse for kommunens udfordringer og muligheder, mener Jon Andersen.
I går blev Jan Bjeldbak, Kuno Albertsen, Ole Rasmussen og Anders Brønnum præsenteret som byrådskandidater i Frederikshavn Vælgerforening.
Inden for de kommende uger vil endnu flere kandidater blive præsenteret fra andre lokalområder i kommunen.