Gå til hoved-indhold
11. februar 2025 - kl. 11.02

Frederikshavn Kommune handler på virksomhedernes ønsker

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune inviterer alle virksomheder, som ønsker at etablere, bygge eller udvide, til en individuel forhåndsdialog, inden de påbegynder et byggeprojekt.

Frederikshavn Kommune ønsker, at alle virksomheder kommer bedst muligt i gang med deres byggetanker, og kommunen vil sikre, at der opstår færrest mulige forhindringer undervejs i processen.

En byggeproces kan virke snørklet med mange regler og lovgivninger at holde styr på, og derfor er en forhåndsdialog en service, som skal være med til at hindre unødig lang og besværlig sagsbehandling, for eksempel på grund af manglende dokumenter.

- Vi ønsker, at virksomheder i kommunen får en god opstart af deres byggeprojekter. Fra kommunes side vil vi gøre, hvad vi kan for, at deres byggeprojekter kan realiseres på en god måde. Derfor har vi tilbuddet om individuelle dialogmøder med sagsbehandlerne med det formål at drøfte muligheder. Vi er her for sammen at realisere gode projekter, forklarer Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget.

Forhåndsdialogerne har været et tilbud i flere år, men Frederikshavn Kommune vil gerne prioritere forhåndsdialogerne endnu højere og sikre, at flere benytter sig af muligheden. En del af forhåndsdialogen er at få belyst et byggeprojekt fra flere sider. Derfor vil virksomhederne opleve, at der er inddrages flere afdelinger i kommunen, for eksempel lokalplanlægning, natur, vejforhold og miljø.

- Kommunens tilbud om forhåndsdialog og samarbejde er et stærkt initiativ, der viser, at de prioriterer erhvervslivets behov. At kunne mødes med relevante fagfolk tidligt i processen er en kæmpe fordel, der skaber klarhed og sikrer, at projekter bliver gennemført smidigt, udtaler Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord, som opfordrer virksomhederne til at benytte denne udstrakte service.

Én af de virksomheder, der tidligere har taget imod tilbuddet om en forhåndsdialog, er Color Hotel Skagen.

- Vi ser forhåndsdialogen som en fantastisk mulighed for at få indsigt i de lokale rammer og muligheder for vores projekt. Det er en stor hjælp at kunne få svar på spørgsmål på tværs af forskellige områder og at få kommunen som en aktiv samarbejdspartner allerede fra start, siger direktør Rikke Gandrup, Color Hotel Skagen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...