Gå til hoved-indhold
14. november 2024 - kl. 00.11

Julen står for døren: Julemarked i Rådhuscentret i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Uret er igen sat en time tilbage, de sidste blade på træerne er snart faldet af, vinden rusker´, og alle de andre tegn på efterår er til stede. Men faktisk går tiden så hurtigt, at december allerede er næste måned på kalenderen. Et sikkert tegn på, at julen står for døren, er det årlige julemarked i Rådhuscentret på Parallelvej. Det finder sted fredag 29. november fra kl. 10.00-14.00 og alle er velkomne. 

I år bliver Rådhuscentret igen fyldt med gode varer fra Aktivitetens kreative afdeling med brugskunst, hjemmestrikkede strømper, nisser og engle og skønne sager, der er blevet fremstillet i centret det forgangne år.

- Vores kreative hold har været flittige gennem hele året. De er SÅ dygtige, så jeg tror, der bliver rift om tilbuddene, siger leder af Rådhuscentret, Søren Vestergaard Pedersen.

Ligeledes kommer der også gæster udefra. Centerrådet har nemlig igen i år solgt boder til lokale kunsthåndværkere, som kommer med deres egne hjemmelavede sager.

- Udbuddet er bredt, det er "jenne gué" sager, og så er det lokalt. Her kan man sagtens finde fine jule- og kalendergaver, værtinde gaver eller blive fristet til at forkæle sig selv med en gave, mener Søren Vestergaard Pedersen.

Og selvfølgelig har Rådhuscentrets køkken også lækre anretninger med den store juletallerken med grønlangkål og hele svineriet.

- Centerrådet sælger gerne til vores gæster, der ikke er i målgruppen. Så måske bliver de fristet af en æbleskive, hotdog eller varm gløgg. Centerrådet sælger også kager og juledekorationer i deres boder. Som afslutning på dagen går den lokale Hansen Trio på scenen kl. 13.00 og spiller en times tid. De har taget deres julenumre med, så vi alle kommer i den rigtige stemning. Og der vil med garanti også  være mulighed for fællessang, lover Søren Vestergaard Pedersen.

Dagen igennem vil alle boder være åbne, og kigger du godt efter, finder du sikkert også den glade julemand. Så en opfordring til at invitere familien, naboer og venner med til Julemarked i Rådhuscentret på Parallelvej 6 fredag 29. november og kom i godt humør.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...