Gå til hoved-indhold
14. december 2024 - kl. 00.12

Fremover er fredag helliget til nøgenbadning på Hotel Aahøj

Af: Peter Marquard

Fremover er fredag helliget til nøgenbadning på Hotel Aahøj. Der har været store overvejelser bag beslutningen hos indehaver Kamilla Vinter Hoffmann, men nu er fredags nøgenbadning en realitet på hotellet i hjertet af Sæby.

- Vores udendørs sauna-område (Aahøj Sauna Retreat) bliver mere og mere populært, og jeg har fornemmet forskellige opfattelser fra vores gæster, om man er nøgen eller ej, når man sidder i saunaen og går ned af vores naturtrappe og dypper sig i Sæby Å. Det er for nogen det mest naturlige i verden, mens andre er mere blufærdige. Nogle gange har et enkelt selskab lejet hele hotellet, hvor man har insisteret på, at sauna og ådyp foregår i nøgen tilstand, og jeg kan mærke, at de hviler i det, så for mig er det selvfølgelig helt i orden, siger Kamilla Vinter Hoffmann og fortsætter:

- Jeg må indrømme, at jeg også lige skulle vænne mig til det. Når folk står i det rene ingenting, som Gud har skabt dem og bestiller en drink, har jeg ikke altid vidst, hvor jeg skulle kigge hen. Men jeg har vænnet mig til det, og jeg kan mærke på nogle gæster, at de nyder nøgenheden og er ligeglade med min og andres reaktion. Derfor er fredag fremover reserveret til dem, der hylder nøgenheden, og så er ugens øvrige seks dage for dem, som er mere blufærdige.

Hver fredag er det derfor fremover tilladt at benytte saunaen uden badetøj, det vil sige nøgen. Det er ligeledes tilladt at nøgenbade i Sæby Å (selvfølgelig på eget ansvar).

- Jeg har ikke hørt om andre hoteller, der tilbyder denne ”service”, men jeg er ikke så bange for at skille mig ud. Nogle mener, at man skal sidde nøgen i en sauna – andre mener det ikke. Med denne løsning er der plads til alle parter, og gæster, der booker et ophold fra fredag til lørdag, må fremover vente til lørdag med at dyppe sig i åen i vores baghave, såfremt man vil gøre det i påklædt tilstand, siger Kamilla Vinter Hoffmann.

Aahøj Sauna Retreat er tiltænkt som ekstra forkælelse til hotellets overnattende gæster. Der er derfor fri adgang til sauna-området som en inkluderet del af overnatningen på Hotel Aahøj. Der stilles badekåber, slippers og håndklæder til rådighed.

- Man kan skubbe sine grænser og nyde vinterbadning i luksuriøse omgivelser. Man kan også hoppe vinterbadningen over og gå direkte i den varme saunatønde til et par gode timer med selvforkælelse og nærvær, understreger Kamilla Vinter Hoffmann.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...