Gå til hoved-indhold
26. marts 2025 - kl. 00.03

Frederikshavn Teaterforening placerer fire forestillinger i Manegen i Sæby

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Teaterforening er nu klar med programmet for sæsonen 2025/2026, der giver indblik, oplevelser, udsyn og glæde på mange fronter.

- Man behøver tre ting for at spille teater. Scenen/teknikken, skuespillerne og publikum. Ingen er mere vigtig end andre. Sammen skabes magien. Løssalget er nu sluppet fri, og vi glæder os så meget til at vise vores gæster alle de gode kulturoplevelser, vi har sat i scene for publikum, fortæller formand Lilly Pedersen.

Der er noget for alle, og teaterforeningen fortæller med stolthed, at den satser meget på børne- og ungdomsforestillinger.

- Vi ved jo, at de kulturelle frø, der sås i barn/ungdommen, tages med i voksenlivet, bemærker Lilly Pedersen.

Frederikshavn Teaterforening får besøg af Den lille Prins, Vitello, Sigurd Barret, Hannibal og Jerry for de helt unge, og ungdomsforestillingen er Natten er lavet af glas.

- Denne håber vi meget, at skolerne bakker op om, da den er med et indhold, der rammer lige ned i tidsånden, mener formanden.

Teaterforeningen har indgået et samarbejde med Frederikshavn Bibliotek i forbindelse med Poesiugen. Her vises tre forestillinger med André Andersen, Brødrene Løvehjerte, Didrik Drillepind og Halfdan Rasmussen.

Det voksne publikum kan se frem til besøg af Folketeatret, Det Kongelige Teater, Louise Schouw Teater, Operettekompagniet, Teater Next, Ulla Henningsen med sange af og om Liva Weel, Sebastian Kabaret, Pernille Højmark i en intim forestilling om sit liv.

- Vores juleforestilling bliver et teaterforedrag med Kasper Wilton, der fortæller om de mange opsætninger af Nøddebo Præstegård, der har været igennem tiden. Det kommer til at foregå på Sæbygaard Slot. Vi har desuden indgået et spændende samarbejde med Kulturhuset Manegen i Sæby, hvor fire af vores forestillinger spilles. Vi håber, at sæbynitterne vil få øje på os i større udstrækning, hvor vi gør det let også for dem at komme i teatret, udtaler Lilly Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...