Gå til hoved-indhold
04. september 2024 - kl. 19.09

Frederikshavn Kommune indtager nordjysk sidsteplads i erhvervsvenlighed

  • 1 af 1
    - Det ærgrer mig virkelig, at Frederikshavn igen går tilbage. Desværre er jeg ikke overrasket, for havnen er en livsåre i kommunen. Det er derfor hamrende nødvendigt, at vi får styr på havnens fremtid, så vi igen kan se fremad, siger Christina Ørskov, vicebestyrelsesleder i DI Vendsyssel, som selv driver Orskov Yard A/S i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune går igen tilbage i Dansk Industris årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed. Kommunen er faldet fra en samlet placering som nummer 63 sidste år til en 73. plads i 2024. Dermed indtager kommunen en nordjysk sidsteplads.

Stabilitet og forudsigelighed er to vigtige forudsætninger for virksomheders tilfredshed med at drive forretning i en kommune. De seneste år har været præget af stor usikkerhed om Frederikshavn Havn, hvilket har skabt bekymring om fremtidens erhvervsvilkår blandt de lokale virksomheder. Det kan man se i Dansk Industris (DI) årlige måling af Lokal Erhvervsvenlighed, hvor Frederikshavn rykker 10 pladser tilbage.

- Det ærgrer mig virkelig, at Frederikshavn igen går tilbage. Desværre er jeg ikke overrasket, for havnen er en livsåre i kommunen. Det er derfor hamrende nødvendigt, at vi får styr på havnens fremtid, så vi igen kan se fremad, siger Christina Ørskov, vicebestyrelsesleder i DI Vendsyssel, som selv driver virksomheden Orskov Yard A/S i Frederikshavn

Sammenligner man årets resultater med sidste år, fremgår det, at tilbagegangen i kommunens erhvervsvenlighed kan forklares på tværs af forskellige kategorier, der alle peger tilbage på havnen, men også dialogen om fremtiden.

En væsentlig årsag til den samlede tilbagegang kan også findes i kategorien "Information og dialog med kommunen," som er faldet fra en 48. plads i 2023 til en 78. plads i 2024. I kategorien "Skatter, gebyrer og erhvervsareal" er der en betydelig tilbagegang, hvor Frederikshavn Kommune er gået fra en 71. plads til en 81. plads. Endelig er kommunen ikke overraskende gået tilbage i kategorien "Infrastruktur", hvor den har flyttet sig fra en 69. plads sidste år til en 80. plads i 2024.

- I en svær tid er det vigtigt, at vi værner om tilliden, og den bygger på en god dialog – også om alt det svære. For at navigere kommunen sikkert i havn er det nødvendigt at vi bredt set styrker dialogen mellem kommunen og erhvervslivet, særligt om havnens fremtidsudsigter, lyder det fra Christina Ørskov.

Til trods for den generelle tilbagegang er der også solstrålehistorier at finde i årets måling.

Kommunen har gjort imponerende fremskridt inden for kategorien "Uddannelse," hvor den er steget fra en 8. plads sidste år til i 2024 at indtage pladsen som landets 2. bedst kommune i kategorien. Kategorien ser blandt andet på, hvorvidt kommunen lykkedes med at løfte elevernes faglighed og styrke deres trivsel. Samtidig er kommunen også gået frem i kategorien "Brug af private leverandører," hvor den er rykket fra en 64. plads til en 56. plads.

- Kommunens flotte placering i uddannelseskategorien er virkelig noget vi skal være stolte af. Aldrig før har det været vigtigere, at vi får så mange unge som overhovedet med ind i det arbejdende fællesskab. Vores demografi er under forandring, og i fremtiden bliver vi nok færre. Derfor bliver unges trivsel også et afgørende parameter for erhvervsvenlighed, siger Christina Ørskov.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024

- DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

- 7.479 virksomheder inden for DI’s brancher har svaret på undersøgelsen.

- Undersøgelsen sammensætter resultater fra spørgeskemaer og statistik, der vægtes lige i kategorierne.

- Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår.

- 91 af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...