FfI Fodbold har investeret to millioner kroner i ny kunstgræsbane
FfI Fodbold har foretaget sin største investering i klubbens 92-årige levetid. FfI har udskiftet den gamle kunstgræsbane på Fodboldvej. En investering til to millioner kroner.
- Fodbold har udviklet sig til en helårssport. En moderne kunstgræsbane er derfor alfa og omega. Det er en grundlæggende facilitet, ligsom en hal er det for håndboldklubberne, siger formand Anders Brandt Sørensen, FfI Fodbold.
Den gamle kunstgræsbane på FfI's anlæg blev etableret i 2004 af Frederikshavn Kommune. Dengang var Frederikshavn blot den tredje by i Danmark med en kunstgræsbane. Flere superligaklubber, blandt andet FC Midtjylland, kørte til Frederikshavn for at træne på kunstgræs.
I 2021 besluttede Frederikshavn Kommune, at den ikke ønskede at udskifte græstæppet på den kommunale kunstgræsbane. Det ærgrer FfI's formand sig over, for han mener, at det havde været ideelt med en ny kunstgræsbane, som alle klubber i kommunen havde ret til at spille på.
- Men når det ikke kunne være sådan, tog vi skeen i den anden hånd og fandt de to millioner kroner, som det har kostet at udskifte græstæppet, opføre rækværk omkring banen og hegn bag målene, fortæller Anders Brandt Sørensen.
Cirka 700.000 kroner er fundet i klubkassen takket være blandt andet indtægterne fra Cup No.1. Virksomheden DRINX har bridraget med 250.000 kroner, og klubben låner rentefrit en million kroner af Frederikshavn Kommune. FfI har dermed fået samme vilkår, som da Bangsbo Freja og IF Skjold Sæby lavede en kunstgræsbane.
- Uden hjælp fra kommunen havde denne investering ikke være mulig. Vi er meget taknemmelige for dette tillidsfulde samarbejde. Det gælder også DRINX, som gang på gang bakker os op, når vi har brug for det. En stor tak til Tommy (Tommy Toft, indehaver af DRINX, red.), siger Anders Brandt Sørensen.
Kunstgræsbanen er bygget på samme fundament som banen i 2004. Dermed har FfI sparet en anseeligt beløb.
- Vi havde helt sikkert valgt en placering tættere på klubhuset, hvis vi skulle bygge en helt ny bane, men vi valgte den økonomisk fornuftige løsning og genbrugte fundamentet fra den gamle bane, forklarer formanden.
Nøglerne til kunstgræsbanen blev afleveret dagen inden Cup No.1, så det er en spritny kunstgræsbane, som spillerne løber ind på, når de spiller på Bane 8 i FfI's internationale ungdomsturnering.
FfI Fodbold planlægger en officiel genåbning af kunstgræsbanen i august.
- Lige nu står der cup, cup og cup på programmet, men vi er i gang med planlægningen af en åbning med taler, pølser, øl og kamp, oplyser Anders Brandt Sørensen.
Banen er opført af de tre lokale virksomheder WGS, ALK Sport og DLH Montage.