Gå til hoved-indhold
23. oktober 2024 - kl. 00.10

Efter fem uger med smerter i knæet blev Jesper Thörnberg matchvinder

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

I sin kun femte kamp for Frederikshavn White Hawks blev Jesper Thörnberg matchvinder med to mål i straffeslagskonkurrencen. Vi talte med svenskeren efter 4-3-sejren over Esbjerg Energy. Han fortæller blandt andet om den skade, som har holdt ham væk fra isen i fem uger.

- Jeg har haft problemer med væske i knæet. Jeg har haft meget ondt og har ikke kunnet spille. Det har været en hård tid, hvor jeg har været væk fra isen i fem uger, fortæller Jesper Thörnberg.

Det går meget bedre nu, hvor svenskeren arbejder målrettet på at forbedre sin kondition på isen. 

- Det kommer til at tage lidt tid, men det skal nok blive godt. Nu skal jeg være med hele tiden. Det er i hvert fald tanken, siger Jesper Thörnberg.

Han scorede begge hjemmeholdets mål i straffeslagskonrrencen. Det første var fantastisk. Esbjergs målmand, Nicolaj Henriksen, blev nærmest driblet ud på tilskuerpladserne.

- Det er vel et straffe, som jeg har brugt tidligere. Det plejer at fungere, og det var skønt, at den gik ind, smiler Jesper Thörnberg.

Taktikken var anderledes på det andet og afgørende straffeslag. 

- Jeg tænkte, at jeg skulle så tæt på målet som muligt og forsøge at få pucken op. Det lykkedes ikke helt, men det var skønt, at den alligevel gik ind, konstaterer Jesper Thörnberg.

Det var en dejlig følelse for ham at stå som matchvinder efter at have siddet udenfor med en knæskade.

- Matchen gik dog ikke så godt for mig, men det var dejligt at score det afgørende mål.

White Hawks førte 3-0 over Esbjerg Energy, men vestjyderne udlignede til 3-3 med halvandet minut igen. 

- Vi gør det godt i store dele af kampen, men vi spiller med få folk, og det er hårdt. Desuden trykker de på i hele tredje periode, men vi tager to point, og det skal vi være glade for. Vi må lære at gøre det bedre i slutningen af kampene, men vi har gang i noget godt, så vi skal fortsætte med at kæmpe videre, mener Jesper Thörnberg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...