Gå til hoved-indhold
22. oktober 2024 - kl. 00.10

Knæk Cancer: CrossFit Frederikshavn gør det igen

  • 1 af 4
    Hele centret summer af liv, når den traditionelle "7-minutters Burpees" workout er på programmet. Her er især de yngste glade for at være med, for ofte har far, mor og bedsteforældre doneret et lille beløb per burpee barnet tager.
  • 2 af 4
    Alt, der bliver solgt på dagen, er doneret gratis af en lang række gavmilde sponsorer, og hele det indsamlede beløb kan derfor gå ubeskåret til Knæk Cancer.
  • 3 af 4
    De seneste fire gange er det lykkedes at samle mere end 400.000 kroner ind til det gode formål.
  • 4 af 4
    Margun Madsen er en ivrig crossfitter og deltager altid i CrossFit for Cancer: - Jeg deltager i CrossFit for Cancer og forsøger at få børn og børnebørn med, fordi det er et rigtigt vigtigt event for en meget vigtig sag. En sag, det er vigtigt, at vi støtter op om – ung som gammel. Her ses Margun med sin søn Rúni og barnebarnet Viggo.
Af: Michael Frederiksen

På lørdag går medlemmerne i CrossFit Frederikshavn til den igen. For femte gang har træningscentret på Knivholtvej sat medlemmer, deres familie og venner og andre gæster stævne for at samle ind til Knæk Cancer. De seneste fire gange er det lykkedes at samle mere end 400.000 kroner ind til det gode formål.

Arrangementet løber af stablen lørdag 26. oktober kl. 8.00-18.00, når Knæk Cancer-ugen kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2.

Dagens program byder på forskellige workouts, der er sammensat, så de kan laves af alle, lige fra de yngste kids crossfittere til de mange senior crossfittere og alle der imellem. Selv familie og venner, der ikke før har prøvet CrossFit, kan være med, for en workout varer maksimum 15 minutter denne dag.

Ud over workouts vil dagen byde på underholdning og hygge for både børn og voksne med lækker mad, kage og snacks samt drikke. Alt, der kan spises og drikkes, er sponseret af lokale virksomheder.

Det samme gælder masser af lækre præmier til CrossFit for Cancers store lotteri. Her kan man være heldig at vinde for eksempel et Garmin Venu-træningsur, et isbad, gavekort og gavekurve, gratis træning, en SackIT-sækkestol eller lampe, et SUP-board, billetter til løb som Coast2Coast, Prison Escape og Nordic Race, trænings- og modetøj, kunst/billeder, fribilletter til svømmehallen, Padel 99 eller White Hawks, smykker og meget, meget mere.

Alt, der bliver solgt på dagen, er doneret gratis af en lang række gavmilde sponsorer, og hele det indsamlede beløb kan derfor gå ubeskåret til Knæk Cancer.

- Alle er velkomne til at kigge forbi og være med til at gøre en forskel. Det kan være ved at købe et stykke kage, deltage i workouts eller købe lodder til lotteriet. Man behøver ikke være med fra start til slut – vær med, så længe det passer, lyder opfordringen fra Rikke Sørensen, CrossFit Frederikshavn.

Ønsker man at donere et beløb, kan dette gøres til en konto til samme formål på Mobile Pay 685558.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...