FfI's andethold rykker fra serie 4 til serie 2 på bare fire måneder
FODBOLD: Næstsidste spillerunde bød både på en op- og nedtur for FfI. Førsteholdet vandt prestigeopgøret mod IF Skjold Sæby, men rykker ned. Andetholdet sikrede sig sin anden oprykning på fire måneder. FfI indledte 2024 i serie 4, men skal i foråret 2025 prøve kræfter med serie 2.
Jyllandsserien 2, pulje 3:
FfI vandt overraskende lokalopgøret ude mod IF Skjold Sæby. Thor Kobberup, Thawng Hlawn Ceu og Joachim Buchholtz scorede for FfI i 3-1-sejren. FfI rykker dog ned i serie 1, da Gug spillede uafgjort. FfI's sejr giver IF Skjold Sæby en nervepirrende sidste spillerunde, hvor Skjold risikerer en nedrykningskamp.
Serie 1, pulje 6:
SEIF løb ind i en vild lussing i udekampen mod Hjørring IF. Måltavlen på HI'sanlæg viste 9-1 til hjemmeholdet, da dommer Thomas Vangsø fløjtede kampen af. SEIF ligger tredjesidst og er nødt til at hente point i sidste spillerunde hjemme mod allerede nedrykkede Hirtshals for at undgå en nedrykningskamp.
Serie 3, pulje 24:
Oprykningsbraget på DRINX Arena (Frederikshavn Stadion) mellem FfI's andethold og Bindslev/Tversted IF endte 5-2 til hjemmeholdet, som dermed rykkede op i serie 2. Opgøret var et klart bevis på, at fodboldkampe afgøres i straffesparksfeltet, og her var FfI mest effektiv i begge ender. Jacob Kohsel (2), Malte Mikkelsen, Malthe N. Larsen og Emil Petersen scorede for FfI.
IF Skjold Sæby vandt uden kamp over Harken UGF. Dermed rykker Skjold op på andenpladsen, som giver adgang til oprykningskampe. I sidste spillerunde skal Skjold en tur til Hjørring for at spille mod Skibsby-Højene IF.
Serie 3, pulje 25:
Østervrå IF besejrede Brønderslev IF's andethold med 3-2. Søren Fjordbak, Andreas Bundgaard og Mads Elefsen scorede. ØVI skal spille om oprykning til serie 2, og her kan IF Skjold Sæby meget vel blive den første af to modstandere.
Serie 4, pulje 48:
Skagen vandt uden kamp over Kvissel/Ravnshøj IF, og Skagen vinder også uden kamp i sidste spillerunde mod Horne KFUM. Dermed rykker skagboerne direkte op, hvis Sindal IF ikke vinder hjemmekampen mod Tårs/Ugilt IF. Skagen IK skal under alle omstændigheder spille om oprykning.
FfI delte i porten (1-1) ude mod Tårs/Ugilt IF, mens SEIF tabte 2-4 hjemme til topholdet Sindal IF.
Serie 4, pulje 50:
Der stod direkte oprykning på højkant i lokalopgøret mellem Dybvad/Hørby og Voerså IF. Førstnævnte vandt 3-1 på mål af René Ettrup Nielsen, August Jylling Kiilerich Kjæedgaard og Mads Andersen. Dermed er Dybvad/Hørby to point foran Voerså IF inden sidste spillerunde, hvor Dybvad/Hørby møder Asaa/Hjallerup ude. Asaa/Hjallerup er også kun to point efter Dybvad/Hørby, så topholdet risikerer med et nederlag at ende på tredjepladsen. Voerså IF afslutter hjemme mod IF Skjold Sæby, som lørdag vandt 9-1 over bundholdet Østervrå IF.