Gå til hoved-indhold
22. oktober 2024 - kl. 00.10

Sure fans ringer til White Hawks' sportschef og sviner ham til i telefonen

  • 1 af 2
    - Det er aldrig sjovt at blive svinet til og nedgjort, og selvfølgelig får det mig til at gøre nogle ekstra overvejelser, erkender sportschef Kasper Kristensen, Frederikshavn White Hawks.
  • 2 af 2
    Frederikshavn White Hawks besejrede Esbjerg Energy med 2-1 i sæsonens første indbyrdes møde.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks' sportschef, Kasper Kristensen, er blevet svinet til og nedgjort af såkaldte fans efter holdets skuffende sæsonstart.

Han afviser rygter om, at han har modtaget dødstrusler, men han lægger ikke skjul på, at han fået mails, sms'er og endda telefonopkald fra folk med skjult nummer. Og det er bestemt ikke folk, som ønsker at sende julekort til Kasper Kristensen. 

- Det er folk, som er meget utilfredse, og det fortstår jeg godt. Det er vi allesammen, men jeg ville da ønske, at de tænkte sig om en ekstra gang, inden de skriver eller ringer. Det er ikke sjovt at modtage den slags, siger Kasper Kristensen.

Han har ikke lyst til at fortælle, hvad folk skriver eller siger til ham i telefonen.

- Jeg er frivillig og har fuld forståelse for folks frustration. Jeg er faktisk sikker på, at alle omkring holdet er endnu mere frustrerede end vores fans, udtaler Kasper Kristensen.

Han pointerer, at han altid er åben for en snak på kontoret, hvis der er fans, som ønsker at tale med ham. 

- Det gør jeg meget gerne. Vi vil kun Frederikshavn det bedste, siger sportschefen.

Påvirker det dig, at sure "fans" skriver og ringer til dig?

- Det er aldrig sjovt at blive svinet til og nedgjort, og selvfølgelig får det mig til at gøre nogle ekstra overvejelser, erkender Kasper Kristensen.

Han husker dog også at minde sig selv om, at det er nogle få "fans", som fylder meget, når resultaterne svigter.

Siden fredag aften har der været mere ro på. White Hawks vandt 3-2 i Rungsted. Selv om holdet smed en 2-0-føring væk i kampens sidste to minutter, lykkedes det at vinde på straffeslag. Det var en tiltrængt sejr.

I aften gælder det Esbjerg Energy, som kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena. Vestjyderne har hentet tre sejre i deres seneste fire kampe og ligger på syvendepladsen, fire point foran både Frederikshavn White Hawks og Rødovre Mighty Bulls. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...