Det må være en uriaspost at fordele midler i Kultur- og Fritidsudvalget
Steen Hjelm, bestyrelsesmedlem i FfI Fodbold, har skrevet dette indlæg: Jeg har med undren fulgt debatten om tilskud til håndbold- og fodboldcups i vores kommune. Blandt andet har der været indlæg, hvor tilskuddet er blevet ganget op, så FfI Fodbold skulle få over to millioner kroner. Den beregning kan hverken jeg eller nogen i bestyrelsen genkende. Den er helt misvisende.
Jeg har umiddelbart tillid til Kultur- og Fritidsudvalget, som skal fordele midler til klubber og foreninger. Det må en gang imellem være en uriaspost. Nogen skal bruge halgulv, andre græs, nogen is og andre igen skal bruge en bålplads osv.
En "retfærdig" fordeling af midlerne på Kultur- og Fritidsområdet er svær, da alle ikke kan skæres over samme læst. Der er en million hensyn at tage, og det må være næsten umuligt.
Jeg er opvokset i Aså, men er blevet frederikshavner og har været medlem af FfI i mange år. Først som aktiv og nu som medlem af bestyrelsen. Jeg synes, det er fornuftig politik at prioritere store events, som smitter af på store dele af vores kommune, klubber og foreninger - og som samtidig er med til at skabe handel og overnatninger i Frederikshavn.
Cuppen har ikke altid givet overskud, og vi har haft svære år, men er så småt tilbage på fode igen. Ikke mindst takket være de flere hundrede frivillige, som hvert år knokler for at afvikle stævnet. Til gavn for fodbolden og børnene i vores by. Vi har 40 års jubilæum til næste år, og med denne opbakning fra kommunen på 250.000 kroner, er fremtiden for Cup No.1 mindre usikker. Frederikshavn er ikke det samme uden Rødspætte Cup i påsken og Cup No.1 i uge 28.
Jeg er rigtig glad for, at der også er nogen, der ser os i Frederikshavn og tør tilføre midler til det, vi går og tumler med. Vi er stolte af rigtig mange ting i vores by – og vi er glade og stolte af/for vores internationale fodboldturnering med hold fra hele verden.