Gå til hoved-indhold
11. januar 2025 - kl. 00.01

Bureau opkøber Bizon Digital og henter lokal Google-specialist

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Vaekst Digital A/S har netop opkøbt performance bureauet Bizon Digital med base i Frederikshavn. For blot 14 dage siden blev en overtagelse af et SEO-bureau i Florida gennemført. 

Marketing-bureauet Vaekst Digital, der specialiserer sig i digital markedsføring, har netop overtaget performance-bureauet Bizon Digital.

Opkøbet af Bizon Digital med den erfarne Per Allerup ved roret skal ses som en del af Vaekst Digitals vækststrategi, med det formål at styrke virksomhedens evne til at levere resultater til sine kunder.

- At skabe vækst digitalt kræver stor forretningsforståelse, og derfor er det en gevinst for vores kunder, at vi nu føjer yderligere en senior-kapacitet til teamet i form af Per Allerup. Med hans solide erfaring særligt med Google Ads, vil vi i fremtiden kunne tilføre vores kunder endnu mere værdi, udtaler Rune Bruun Hansen, der er CEO i Vaekst Digital.

Per Allerup, som bor i Frederikshavn, ser frem til at blive en del af Vaekst Digital, hvor han som Paid Search Director vil bidrage til virksomhedens udvikling samt til at skabe øget synlighed for både sin egen kundeportefølje, som nu slutter sig til Vaekst Digital, og for virksomhedens eksisterende kunder.

- Jeg brænder for at skabe de bedste resultater, så kunderne oplever vækst i deres forretning - og jeg er sikker på, at denne nye konstellation i Vaekst Digital kun vil bidrage til fordele for alle involverede, siger Per Allerup.

Vaekst Digital blev stiftet af Rune Bruun Hansen i 2021 og har på tre år opbygget en stærk position inden for digital markedsføring. Virksomhedens bruttofortjeneste var i seneste regnskabsår på omkring fire millioner kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...