Gå til hoved-indhold
05. juni 2024 - kl. 00.06

Borgmester: Vi bliver vejledt og undervist i at reagere selv

  • 1 af 1
    Borgmester Birgit S. Hansen: - En fejl er en fejl. Og sagen skal gå om.
Af: Michael Frederiksen

Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, pointerer, at det er ene og alene er byrådsmedlem Lone Haugaards egen fejl, ar hun ikke erklærede sig inhabil, da Frederikshavn Byråd første gang behandlede sagen om solcelleparken Ribberholt mellem Frederikshavn og Ravnshøj.

Lone Haugaard gav i går udtryk for, at administrationen har et medansvar, fordi hun har orienteret kommunaldirektør Thomas Eriksen om, at hun ejer 10 procent af den virksomhed, som ejer jorden, hvor solcelleparken Ribberholt skal ligge.

Hvad er din holdning, Birgit S. Hansen?

- Det er ikke et spørgsmål om holdning. Det påhviler det enkelte byrådsmedlem. Der er paragraffer for den slags (Styrelsesloven §14 og forvaltningsloven §3). Vi bliver vejledt og undervist i at reagere selv. Kun den enkelte kan gøre opmærksom på, at vedkommende kan være inhabil. Det kan jo handle om familiære, økonomisk eller andre forhold. Det ved kun den enkelte og skal gøre opmærksom på det. Er man uopmærksom på det, og det "opdages" - ja, så er beslutningen ugyldig, pointerer borgmesteren.

Du udtalte i går til TV2 Nord, at Lone Haugaard (V) har begået "en klokkeklar fejl". Hvor stor er fejlen?

- Det giver ikke mening at tale om størrelse på fejlen. En fejl er en fejl. Og sagen skal gå om. Det betyder, sagen skal behandles igen administrativt og i udvalg og i byråd. Det går der selvsagt tid med.

Hvorfor vælger I ikke en pragmatisk, billig og grøn løsning og godkender jeres afgørelse fra i onsdags? Flertallet er jo massivt.

- Vi kan ikke bare gå videre. Sagen er ugyldig. Habilitet er et juridisk begreb. Ikke hvad vi synes. Det går ikke, at vi som byråd går imod paragraffer under dække af pragmatisme, billigt og så videre. Vi må ikke gå videre med at udføre beslutninger truffet i strid med reglerne, siger Birgit S. Hansen.

Lone Haugaard foreslår, at Frederikshavn Kommune gør ligesom Aalborg Kommune, hvor ejerforhold fremgår af de politiske dagsordener. Det forslag bakker Birgit S. Hansen ikke op.

- Nej. Vi skal ikke kende ejerne. Vi skal agere upartisk, og vi skal ikke have ejernes navne stående på dagsordener for byrådsmedlemmernes skyld. Det er ens eget ansvar at gøre opmærksom på, hvis man for eksempel ejer noget jord, og der er en plansag på jorden. Det må og skal vi byrådsmedlemmer kunne overskue selv og være opmærksomme på. Det kan vi ikke pålægge de ansatte at arbejde med, og skal vi så også skrive på sagerne, hvis der er andre habilitetsgrunde? Tænk, om det skulle stå i en sag, at et byrådsmedlems mand er bestyrelsesformand, eller at det var et byrådsmedlems datter eller andre habilitetsgrunde. Nej, det går altså ikke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...