Bjerrefisk i Frederikshavn præsenterer nyt flot overskud
Efter at have navigeret igennem en udfordrende tid i corona-årene har tiden efter givet Bjerrefisk A/S i Frederikshavn masser af muligheder. Dette ses i det flotte overskud for 2023, som netop er præsenteret.
I 2022 tog virksomhedens aktiviteter et kvantespring, hvilket gav et rekordstort resultat på 35 millioner kroner. I det netop offentliggjorte 2023-regnskab har frederikshavner-virksomheden formået at holde niveauet fra året før.
- De sidste par år har vi haft udfordrende, men også gunstige markedsvilkår, og vi har turde løbe efter alle de muligheder, det har givet os, udtaler adm. direktør og medejer André Ellitsgaard, som er tilfreds med regnskabet.
- Det vi har opnået de sidste par år har alene været muligt via en ekstraordinær indsats af de meget dedikerede medarbejdere, fastslår han.
Siden starten af 2022 har Bjerrefisk næsten tredoblet antallet af medarbejdere, så virksomheden har også oplevet store forandringer organisatorisk. I dag er der 45 ansatte.
- Vi er lykkedes med at ansætte dygtige og motiverede medarbejdere, og de har alle været villige til at yde en væsentlig og altafgørende indsats for, at vi har været i stand til at håndtere den stigende efterspørgsel, som primært kommer fra krydstogtselskaber, storkøkkener og
hotelkæder, siger André Ellitsgaard.
Bjerrefisk har egen produktion med forarbejdning af fisk. I dag er det imidlertid grossistvirksomhed indenfor handel med seafood, proteiner og kolonialprodukter, som fylder mest i virksomhedens omsætning, som genereres fra kunder i hele verden.
- Vi bestræber os på at pakke kerneproduktet ind i ekstraordinær god service, og da dette koncept ser ud til at virke, fokuserer vi på at udvide dette med såvel nye varegrupper og nye kunder, fortæller direktøren, som har ambitioner om at blive en one-stop-shop for virksomhedens kunder.
Bjerrefisk har i 2023 investeret massivt i kapacitet og tilførsel af kompetencer og står i dag et helt andet sted end for bare to år siden.
Virksomheden har netop taget et nyt frysehus i brug og har i dag frysekapacitet på cirka 2.400 pallepladser, foruden egne lagre af køle- og tørvarer.
- Da vi projekterede frysehuset, virkede det som et ambitiøst projekt, men med den udvikling vi forventer nu, skal vi inden længe igen overveje, hvordan kapaciteten kan udvides. På medarbejdersiden kigges der også fortsat efter flere dygtige kollegaer, som kan være med at løfte virksomheden yderligere. Selv om konkurrencen uden tvivl er blevet skærpet siden 2022, ser vi fortsat mange uopdyrkede muligheder for Bjerrefisk, fastslår André Ellitsgaard.