Beierholms opskrift på succes giver endnu et rekordregnskab
Revisions-, rådgivnings- og outsourcingvirksomheden Beierholm - med afdelinger i blandt andet i Frederikshavn, Skagen og Sæby - har realiseret en ny rekordomsætning på 1,64 milliarder kroner i seneste regnskabsår, svarende til en vækst på 15 procent. Det er sket via organisk vækst og opkøb, som styrker Beierholms mulighed for fortsat at rådgive mindre og mellemstore virksomheder.
Beierholm har i det seneste regnskabsår øget omsætningen med 216 millioner, hvilket svarer til en fremgang på 15 procent. Det fremgår af Beierholms regnskab for perioden 1. maj 2023 til 30. april 2024, som er blevet offentliggjort i dag. Stigningen i omsætningen fra 1,42 milliarder kroner til 1,64 milliarder kroner overstiger virksomhedens forventninger.
Det seneste års fremgang er et resultat af organisk vækst såvel som opkøb. Som et led i strategien ”Bedst til SMV” konsoliderer Beierholm for at kunne tilbyde relevant rådgivning inden for de mange områder, der vedrører virksomhedernes drift og udvikling.
- I de senere år har vi set en konsolideringsbølge blandt de førende revisionshuse og heriblandt hos os. Når vi opkøber mindre og mellemstore revisionshuse, er formålet ikke bare at blive større. Derimod hænger det sammen med at sikre ressourcerne til at kunne imødekomme vores kunders behov og forblive relevante også i fremtiden, siger adm. direktør i Beierholm Søren V. Pedersen og uddyber:
- Kravene og ønskerne til revisionshusene har ændret sig markant gennem årene. De mindre og mellemstore kunder efterspørger en revisor og sparringspartner med en bred kompetenceprofil. Men de vil også have adgang til specialister, der kan tilbyde rådgivning inden for en lang række områder som eksempelvis bæredygtighed, corporate finance, jura, skat og IT-sikkerhed. Så med andre ord skal vi både have schweizerkniven, der kan lidt af hvert i den daglige sparring og kender kundens forretning godt, men altså også specialisten med de mere snævre men til gengæld dybe kompetencer.
I regnskabsperioden har Beierholm således indgået aftaler med virksomheder inden for revision, rådgivning og outsourcing i Hillerød, Vejle, Kolding, Fredericia, København, Hjørring, Odense, Thisted, Hurup, Struer, Skive og Holstebro.
At behovet for rådgivning inden for forskellige områder er tiltaget, hænger ifølge Søren V. Pedersen sammen med flere faktorer. Blandt andet har rammevilkårene for at drive virksomhed forandret sig som følge af uforudsigelighed i omverdenen og til stadighed nye lovgivningskrav for virksomhederne.
- Vi har set endnu et år med uro i verden, hvor virksomhederne har måttet forholde sig til de afledte effekter af blandt andet ufred og klimaforandringer. Derfor ser vi en øget efterspørgsel på vores rådgivning, hvor kunderne ønsker hjælp til at navigere i den nye virkelighed fra en sparringspartner, som også kender deres virksomhed – og det er en udvikling, vi forventer vil fortsætte, forklarer Søren V. Pedersen og tilføjer:
- Af den grund vokser vores rådgivningsområde i både omfang og dybde. Også outsourcing er et forretningsområde i betydelig vækst, da flere af vores kunder vælger at lade os om at håndtere økonomistyringen og dermed få en samlet tilpasset leverance, der kan sikre alt fra bogføringen over til lønservice til løbende økonomirapportering, så den enkelte virksomhed kan koncentrere sig om at holde fokus på egen kerneforretning i stedet.
Foruden vækst inden for rådgivning og outsourcing har Beierholm håndteret mere end 4.000 flere regnskaber i det forgangne år sammenholdt med året forinden, og det svarer til en stigning på omtrent 14 procent.
- Vi forventer at udbygge vores position yderligere som den revisions- og rådgivningsvirksomhed i Danmark, der håndterer flest årsrapporter, hvilket skal ske gennem opkøb og organisk vækst. I den forbindelse forventer vi snart at runde 2.000 medarbejdere, hvilket for os vil være en milepæl, der minder os om vigtigheden af fortsat at investere i vores medarbejdere, det være sig i alt fra rammerne for trivsel til kompetenceudvikling og over til at skabe et samlet ”liv i balance” for den enkelte medarbejder, siger Søren V. Pedersen.