Bangsbo Frejas Venner stod bag EM-arrangement i Bangsbo Freja
Bangsbo Frejas støtteforening, Bangsbo Frejas Venner, afviklede torsdag aften EM-arrangement. Cirka 30 deltagere deltog i Bangsbo Frejas klubhus på Vrangbækvej, hvor kampen mellem Danmark og England blev vist.
Forud for kampen var det muligt at udfylde en tipskupon, hvor der skulle gættes første målscorer for hvert hold, hvilket hold der først fik nettet til at blafre samt resultat ved halvleg og fuldtid.
Formand for Vennerne, Søren Matthiasen, indledte aftenen med at byde velkommen. Han var glad for opbakningen og håbede, at en dansk sejr kunne løfte stemningen yderligere højt op.
Vennerne var værter for Stjerneskud og drikkevarer i pausen, hvor opløftende dansk spil i første halvleg gav grund til optimisme forud for den sidste halvdel af kampen.
Trods gode chancer til Danmark i anden halvleg måtte deltagerne tage til takke med 1-1, da der blev fløjtet af.
Aftenen sluttede kl. 21, da der blev trukket lod på deltagernumrene. Her var der blandt andet gavekort sponsoreret af Vennerne på højkant. Vinderen af førstepræmien blev seniorspiller Emil Hoyer, der stak af sted med et gavekort på 400 kroner, ligesom han også trak det længste strå på sin tipskupon.
- Vi siger en stor tak til Bangsbo Frejas Venner for et godt arrangement og en dejlig aften, og vi håber, at medlemmerne i klubben vil støtte op om Vennerne ved at tegne et medlemskab, siger næstformand Kim Birk Larsen, Bangsbo Freja.