43-årig erkender sig skyldig: Risikerer op til 14 års fængsel
En 43-årige frederikshavner har i dag ved retten i Hjørring erkendt sig skyldig i sagen, hvor han var sigtet for at være i besiddelse af store mængder narko, da Den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) slog til mod ham.
Den 43-årige mand har dermed erkendt sig skyldig for at være i besiddelse af intet mindre end 675 kilo hash, 53 kilo amfetamin og fem kilo kokain, skriver TV2 Nord.
Der blev desuden fundet en pistol med ammunition hos den 43-årige, som blev anholdt ved en storstilet politiaktion torsdag 25. april i en ejendom i gågaden i Frederikshavn.
Der falder dom i sagen mandag formiddag, og her går anklager Bjørn Fogh Sørensen efter 13-14 års fængsel. Egentlig mener anklageren, at straffen bør være på 16 års fængsel, men da manden har erkendt sig skyldig, skal han have strafrabat.
Den 43-årige har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i april.