Gå til hoved-indhold
09. november 2024 - kl. 16.11

17-årig amerikansk bluesstjerne indlagt på sygehuset efter koncert i Arena Nord

  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Den kun 17-årige Harrell "Young Rell" Davenport blev kort efter sin optræden fredag aften på bluesfestivalen Blues Heaven i Arena Nord indlagt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Den unge bluesstjerne fra Vicksburg i Mississippi pustede ud efter sin vellykkede europæiske debut, og han spiste lidt aftensmad i Arena Nord, hvor der stod kylling med pesto på menuen. Han bemærkede dog ikke, at der var nødder i maden, og da han ikke kan tåle nødder, kollapsede han, og der blev straks ringet efter en ambulance.

- Han kunne ikke få vejret, fortæller festivalarrangør Peter Astrup.

Harrell Davenport havde sin mor med til Frederikshavn, og hun kørte med ambulancen til Hjørring, hvor den unge bluesmusiker var i professionelle hænder. Lægerne fik styr på situationen, men Harrell Davenport overnattede dog på sygehuset, som også gav husly til hans mor.

De returnerede til Frederikshavn lørdag formiddag, og allerede kl. 13.00 gik Harrell Davenport på scenen i Maskinhallen og gennemførte den planlagte koncert. Imponerende.

Hans mor var overrasket og imponeret over mødet med det danske sundhedsvæsen.

- Som hun sagde, havde det været i USA, så skulle jeg først til at snakke med mit forsikringsselskab om, hvad jeg egentlig kunne tillade mig at gøre, så de var målløse over den behandling, de fik her i Danmark, smiler Peter Astrup.

Blues Heaven afvikles fredag og lørdag for 18. gang i Frederikshavn. Der er to scener i Arena  Nord og en scene i Maskinhallen. Programmet er igen imponerende med internationale bluesstjerner som Ronnie Baker Brooks og Mr. Sipp.

Peter Astrup må dog notere en nedgang i antallet af især norske gæster. Det ærgrer han sig over, og Finn Kolderup fra Oslo forstår ikke, hvor der ikke er flere nordmænd til Blus Heaven.

- Det er en velorganiseret og hyggelig festival med meget fine artister, og det er let at finde spillestederne. Her er fin logistik. Denne festival og Notodden Blues Festival er de to festivaler, jeg vil anbefale, siger Finn Kolderup.

Blues Heaven har arrangeret blueskoncerter i 35 år. Han satser på, at Blues Heaven vender tilbage næste år, og så glæder han sig til at iklæde sig en guld-t-shirt, når der er 20-års jubilæum i 2026.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...