Gå til hoved-indhold
01. august 2023 - kl. 16.08

Voerså IF inviterer 135 børn på gratis fodboldskole

  • 1 af 1
    - Vi bliver delt op i forhold til alder, så dem jeg spiller fodbold med, vi har haft et hold i syv år, fortæller 11-årige Noah Kristensen. Foto: Johnni Isaksen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

I Voerså deltager 135 børn i denne uge i den årlige fodboldskole, som i modsætning til de fleste andre fodboldskoler er gratis, hvilket det har været i alle 20 år, fodboldskolen har eksisteret. 

- Vi havde en idé om, at det bare skulle være sådan en omgang hyggefodbold, man skulle op og lave. Hovedsageligt for vores egne spillere, men med tiden kunne vi se, at der kom spillere udefra. Nogen, der var i sommerhus eller fra klubberne uden om Voerså, fortæller ungdomskonsulent Kasper Møller Kristensen, Voerså Idrætsforening, til TV2 Nord.

I starten var der omkring 50 fodboldglade børn, men i år er det nået op på hele 135. Nogle af dem har været med så længe, de kan huske.

- Vi bliver delt op i forhold til alder, så dem jeg spiller fodbold med, vi har haft et hold i syv år, fortæller 11-årige Noah Kristensen, som startede med at blive taget med af en lige så fodboldglad far.

Flere af byens forældre er med på fodboldskolen, enten for at holde øje med sit barn eller børn, men også for at være træner. Alderen spænder nemlig helt fra fem år og op til 16 år.

Iben Helbo Sønderkær har selv tre børn med. Men det er ikke meget, hun får set til de to ældste, som løber rundt med fodboldene. 

- Nu kalder de det jo en hyggefodboldskole, og det er uformelt, det er dejligt og giver en masse glæde, siger hun til TV2 Nord.

Det er ikke den økonomiske del, som har fået hende til at tage børnene med på fodboldskole. Derimod hyggen og oplevelsen for børnene. 

- Det har ikke den store betydning for os som familie, men vi kan jo se, at det trækker rigtig mange til udefra, og det er jo super dejligt. 

Der kommer børn fra byerne rundt omkring og nogle, som egentlig bare var et tur på ferie i nærheden. Størstedelen udefra er fra Sæby, som Voerså Idrætsforening har lavet et samarbejde med til fodboldskolen. 

Men modsat mange andre fodboldskoler foregår denne kun mandag og tirsdag. Det eneste, børnene selv skal medbringe, er en drikkedunk.

Derfor kan man også undre sig over, hvordan en fodboldskole - inklusiv mad - dog kan løbe rundt. 

- Vi har Brunø oppe i Dybvad, som sponsorerer middagsmaden. Det er selvfølgelig en post, der koster noget, så der er vi rigtig glade for, at vi har nogle lokale, der støtter rundt omkring. Det gør også, at det kan lade sig gøre, siger Kasper Møller Kristensen. 

I alt er 20 frivillige - unge som gamle - med til at holde fodboldstøvlerne varme mandag og tirsdag, hvor fodbolden triller. 

Selvom snakken har været på, om der skulle være en lille egenbetaling, så ser det ud til, at fodboldskolen i Voerså fortsætter som gratis. 

- Vi har bare prøvet, og vi bliver ved med at ville holde det her princip med, at det skal være gratis. Men vi har snakket, om vi lige skulle tage en 20'er eller et eller andet for det. Men vi synes faktisk, at det er rigtig fedt, at vi kan tilbyde noget gratis, siger Kasper Møller Kristensen til TV2 Nord.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...