Gå til hoved-indhold
18. oktober 2024 - kl. 22.10

Efter vild afslutning: White Hawks vinder på straffeslag over Rungsted

  • 1 af 1
    Thomas Søndergaard bragte White Hawks foran 1-0. Det var hans fjerde mål i denne sæson. Foto: Helle Krag Hornshøj
Af: Andreas O. Hansen

Frederikshavn White Hawks var tæt på tre overraskende point i fredagens udekamp mod Rungsted Seier Capital, men smed en 2-0-føring væk i kampens sidste to minutter. Der blev ikke scoret i den forlængede spilletid, så kampen blev afgjort på straffeslag. Her var høgene heldigvis bedst. Alexander Lunsjö var eneste spiller, som scorede. Dermed blev det til en sejr og to tiltrængte point.

 

Antallet af WH-fans, som for alvor troede på en sejr til frederikshavnerne, kunne vel med lidt god vilje stå i målfeltet foran Tadeas Galansky. Der hang sorte skyer over holdet efter mandagens ydmygende 1-8-nederlag, og White Hawks havde kun tre kæder til rådighed i udekampen. Men måltavlen viste altså 3-2 til Frederikshavn efter 65 minutter. En skøn sejr at køre hjem med.

Op til aftenens kamp var der forhåbninger om, at et skadesramte høge-mandskab kunne få Jesper Thörnberg tilbage på is, men da pucken blev kastet i Concordium Arena, stod det klart, at svenskeren forsat sidder ude med sin knæskade.

Tadeas Galansky, der blev udskiftet i mandagens afklapsning til Odense, var igen i målet som førstevalg, og tjekken var tilbage på sit høje niveau og hev flere store redninger frem i første periode, der holdt Rungsted fra fadet.

En periode, der var lige målt på spil og chancer. Hjemmeholdet fik et tidligt powerplay, som de misbrugte. Det gentog sig, da de også kom i overtal med to minutter igen, da Thomas Søndergaard måtte to minutter til afkøling for en tripping.

Kort forinden var det dog lykkedes samme Søndergaard at bringe White Hawks foran 1-0, da han slog en retur højt i målet i tiden 17:40 - assisteret af Mikkel Bertelsen. Det var Thomas Søndergaards fjerde scoring i denne sæson. Han er topscorer sammen med Todd Winder, når det gælder mål.

8-7 til hjemmeholdet sagde skudstastikken, men høgene var foran med en enkelt pind efter de første 20 minutter. En tiltrængt opmuntring få dage efter ydmygelsen mod Odense Bulldogs.

Kampbilledet var stort set det samme i starten af anden periode. White Hawks stod godt op af banen og tillod ikke Rungsted meget, og de chancer hjemmeholdet kom frem til, tog Tadeas Galansky sig af.

I modsatte ende havde White Hawks held med et højt forcheck, som stressede Rungsted. Det betød også, at White Hawks kunne komme på måltavlen igen i det 28. minut.

Mikkel Bertelsen stod umarkeret ved den ene stolpe og havde tid nok til både at tæmme pucken med skøjten og så lægge den det sidste stykke over stregen i et helt åbent mål. Bertelsens tredje sæsonscoring og nu 2-0 til gæsterne, assisteret af Anton Stenbakken.

Rungsted tog herfra over, men det lykkedes ikke hjemmeholdet at få hul på en velspillende Tadeas Galansky.

Høgene fik chancen i powerplay til sidst i perioden, uden det blev farligt. Stillingen forblev derfor 2-0 på en skudstatistik, som Frederikshavn nu også førte med 16-14.

White Hawks indledte tredje periode i undertal, men red stormen af. I periodens sjette minut var fik gæsterne muligheden i powerplay, men uden at få gevinst ud af chancen.

Herfra blev det en jagt for hjemmeholdet for at indhente høgenes føring. Men et hårdt kæmpende White Hawks-mandskab, og ikke mindst en storspillende Tadeas Galansky, gjorde det det svært Rungsted.

Med fire minutter igen gav Santeri Suistio hjemmeholdet en lille invitation, da han tog en udvisning for høj stok.

Rungsted tog time-out og målmanden ud og lagde et tungt pres på WH-målet, og det gav pote med to minutter igen. Rasmus Andersson fangede en løs puck og sendte den i kassen til en 1-2 reducering.

Derfra blev det to spændende minutter, hvor Rungsted sendte alt på mål, og White Hawks fik gummiben. Der blev ikke ryddet op foran eget mål. 2-2 med 38 sekunder igen. I samme situation fik Santeri Suistio en udsving, så WH-startede overtiden i undertal.

Der blev ikke scoret i den forlængede spilletid, så kampen blev afgjort på straffeslag. Her sikrede svenskeren Alexander Lunsjö sejren og et ekstra point til gæsterne.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...