Gå til hoved-indhold
21. september 2024 - kl. 00.09

Viden fra FilmMaskinen i Frederikshavn former andre filmskoler i landet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Arbejdet med at udvikle filmdidaktikken for unge filmskabere er et relativt nyt og spirende felt i Danmark, som varetages af et netværk af danske ungdomsfilmskoler, der mødes til en konference hvert år og taler om filmdidaktik. Siden netværkets opstart i 2016 har FilmMaskinen i Frederikshavn været med og har af flere omgange modtaget økonomisk støtte til at lave kunstnerisk forskning i udviklingen af undervisning i film.

I 2022 blev FilmMaskinen tildelt talentudviklerprisen for arbejdet med den kunstneriske dannelse i relation til filmens historie for at kunne gøre elevfilmene mere vedkomende for et publikum.

I forlængelse af det arbejde var det, på den seneste konference, opsigtsvækkende, at flere af de andre filmskoler har implementeret væsentlige ændringer i deres undervisningsprogrammer for at styrke netop dette område.

Senest har Station Next i København ændret på strukturen for hele deres tre-årige skoleforløb.

- Jeg var virkelig begejstret, da jeg deltog i årets konference med de andre ungdomsfilmskoler. Jeg var klar over, at vores tanker og tilgange i FilmMaskinen havde haft en indflydelse på Station Next i Aarhus og på Syddansk Universitets manuskriptuddannelse, men det kom som en ekstra positiv overraskelse, at det nu også har dannet grundlag for en del forandringer i undervisningen på Station Next i København. Vi har selvfølgelig også taget en hel del med os fra de andre skoler. På den måde er vi alle med til at spille hinanden stærkere på den nationale bane, siger Mads Palm Jensen, der er daglig ansvarlig for FilmMaskinen i Frederikshavn.

I de seneste år er ungdomsfilmskolerne begyndt at bevæge sig væk fra en produktionel tilgang til filmundervisning for i stedet at fokusere på et bredere kunstnerisk perspektiv, og her er FilmMaskinen både med til at bane vejen for nye måder at undervise i film på, samtidig med at FilmMaskinen kan blive inspireret af alle de andre skolers tilgange.

FilmMaskinen råder over mange aktiviteter fra 13-25 år, som man kan læse mere om på www.filmmaskinen.dk.

Det nuværende FGK-hold holder premiere på deres film 23 november i Palads Teatret.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...