TV2-program med Hans Pilgaard som vært besøger Ålbæk Julemarked
Det lokale julemarked i Ålbæk er efterhånden blevet en solid tradition. Julemarkedet har vokset sig til en stor succes, der nu også tiltrækker opmærksomhed fra resten af landet.
I går havde Ålbæk Julemarked besøg af TV 2-programmet "Sæt pris på Danmark" med Hans Pilgaard som vært.
TV 2-holdet tilbringer hele to dage i Ålbæk, hvor de optager sjove indslag fra årets julemarked til det populære tv-program. Her gætter seerne hjemme i stuerne om kap på aktuelle priser sammen med kendte deltagere, der rejser rundt i Danmark med Hans Pilgaard.
På Ålbæk Julemarked er en af udfordringerne at gætte prisen på en af de oplevelser, som de besøgende på markedet kan købe sig til. Hvad mon en hestevognstur koster? Der bliver gættet livligt. Selvom seerne først får svaret, når programmet sendes om et år, kan vi andre opleve julemarkedet og tage en tur i hestevognen frem til 8. december.
Fredag kan man opleve Frederikshavn Mandskor til fællessang, som markerer en hyggelig start på julemarkedet. Søndag underholder Sæbygarden med flere musikalske indslag, der skaber den helt rette julestemning.
På lørdag 30. november er der et ekstra trækplaster på programmet i Ålbæk. Her gæster Johnny Hansen fra Kandis julemarkedet som hovednavn på scenen. Det forventer arrangørerne vil tiltrække ekstra mange gæster til Ålbæk.