To førstepladser til Laura inden Special Olympics World Winter Games
I denne weekend har Laura Dollerup, Skøjte og Sports forening Nord i Frederikshavn, været afsted til den sidste konkurrence, inden hun tager afsted til Special Olympics World Winter Games i Torino til marts.
Turen gik til Herlev. Her blev der konkurreret i alt fra små skøjteløbere på otte år i Cubs til de ældste i Senior, hvor den ældste ved hele konkurrencen var Laura Dollerup på snart 22 år. Hun var taget afsted uden træner, hvilkethun fået lov til på grund af sin store konkurrenceerfaring.
Laura Dollerup var på lørdag i Solodans K2. Det var et vemodigt farvel til hendes Elvis-program. Hun gik ud og leverede sit livs løb. Det kunne næsten ikke være bedre. Hun lavede både de bedste twizzler og havde den bedste piruette af ALLE i solodans-disciplinen ved denne konkurrence.
Hun kunne ved dagens afslutning træde op på det øverste trin og få guldmedaljen om halsen, samtidig kunne hun tage en sæsonbedste med hjem til det jyske.
Søndag sluttede Laura Dollerup hele konkurrencen med et brag. Laura har de sidste par uger kæmpet med en mindre knæskade, som spændte lidt ben for et fejlfrit program, men på trods af dette gik hun ud og kæmpede.
Her gik det tekniske ikke helt hendes vej, men hun lavede alligevel sin bedste koreografiske sekvens til dato. Med en fin indlevelse og elegante arme charmede SOS Nord-løberen sig til tops i Senior K2.