Lørdag: Topryttere og -heste dyster på isen i Frederikshavn
På lørdag 1. februar afvikles der for 15. gang siden 2010 et internationalt stævne i istølt i Iscenter Nord i Frederikshavn. Ryttere fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Tyskland konkurrerer på isen på deres islandske heste.
Nordic Ice Games begynder lørdag kl. 15.00, og det bliver som altid en festlig åbning, hvor alle ryttere, dommere og stævneofficials præsenteres på isen.
Herefter står den på indledende runder frem til kl. 17.50, inden B-finalerne begynder kl. 18.40. Dagens højdepunkt - A-finalerne - afvikles fra kl. 20.25 til 21.55.
Der er 60 starter i Nordic Ice Games, som igen i år tiltrækker internationale topryttere fra en håndfuld nationer.
Jan Michael Madsen er den travle arrangør, som traditionen tro ikke kun satser på at give de omkring 1400 mennesker i Iscenter Nord en uforglemmelig dag. Ligesom de foregående år bliver Nordic Ice Games livestreamet.
- Jeg tør godt love publikum en festlig dag og aften, uanset om Nordic Ice Games følges live i Frederikshavn eller hjemme foran skærmen i Island, Tyskland, Norge eller et andet sted. Nordic Ice Games er et lys i vintermørket med underholdning og frem for alt en række flotte top-tøltere og top-ryttere. Der opstår en helt særlig stemning, når is-arenaen indtages af nogle af de bedste ryttere og heste, vi har. Der er altid en super stemning, når det går løs på isen, siger Jan Michael Madsen.
Det er Ole Østervang, som normalt har ansvaret for Frederikshavn White Hawks' TV-produktion, der med stor begejstring og dygtighed - sammen med en lang række hjælpere - sørger for, at seerne kan følge med i showet i Iscenter Nord.
- Og vi streamer hele eventet i år. Det gør vi som en 15 års fødselsdagsgave til islandshestefolket, fortæller Jan Michael Madsen.
Det er endnu muligt at købe billetter til Nordic Ice Games 2025, men du skal være hurtig på aftrækkeren. Der er snart udsolgt.