Gratis strygerkoncerter i Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring
Strygerelever fra Musikskolen i Frederikshavn Kommune, Kulturskolen i Brønderslev og Hjørring Musiske Skole tager på en miniturné i starten af februar, hvor de skal spille tre koncerter - én i hver kommune.
Det særlige samarbejde, hvor de tre musik- og kulturskolers violin-, cello- og baselever samt lærere spiller sammen i et større orkester, blev startet i 2022 og succesen fortsætter.
Musik- og Kulturskolerne glæder sig over, at strygerelever og -lærere igen i år mødes og spiller koncerter sammen. Det giver et stærkt bånd imellem de tre skoler at samarbejde på denne måde og både elever og lærere er glade for netværket, hvor de kan spille sammen, dyrke musikken og lære af hinanden.
I år deltager hele 25 strygerelever fra de tre skoler i koncerttournéen og det er både unge og gamle, erfarne og mere uerfarne musikere, der spiller sammen i det store orkester. Det er en stor oplevelse for eleverne at skulle spille de tre koncerter på den lille tourné og de glæder sig til at vise, hvad de har øvet sig på.
Koncerterne byder på et blandet program med både ældre og nyere værker.
Alle interesserede er velkomne og der er gratis adgang alle tre aftener.
De tre koncerter:
4. februar i Frederikshavn Kirke kl. 19.30
5. februar i Den Runde Pavillon Brønderslev kl. 19.00
6. februar i Bistrup Kirke kl. 19.00