Gå til hoved-indhold
29. januar 2025 - kl. 09.01

Standerhejsning i FfI Fodbold – alle 803 medlemmer er velkomne

  • 1 af 1
    - Hvis alle 803 medlemmer kommer og tager gode venner med, bliver det tæt, men det skal vi nok løse, lover formand Anders Brandt Sørensen.
Af: Michael Frederiksen

På lørdag 1. februar er der standerhejsning i FfI Fodbold, som er i topform. Medlemstallet er i top, trænerkabalen er på plads, og klubben har besluttet at give 100.000 kroner om året til cup-ture for alle holdene.

- Klubben er i en rigtig god gænge. Vi har det sjovt med det, vi laver, og klubben er fyldt med samvittighedsfulde folk, som har styr på tingene både udenfor og indenfor kridtstregerne, siger formand Anders Brandt Sørensen, FfI Fodbold.

Standerhejsningen begynder med træning for klubbens U13, U14 og U15 piger og drenge, som begynder kl. 11.00. Et par timer senere holder formanden tale, som han lover bliver kort, hvis det er koldt og regnfuldt. Herefter træner U16 og U19 drenge samt seniorholdene på kvinde- og herresiden.

Efter talen kl. 13.00 er der suppe og pølser til alle fremmødte. Uanset om du er nuværende medlem eller ej, er alle velkomne.

- Det bliver rigtig, rigtig hyggeligt, hvis alle 803 medlemmer kommer og tager gode venner med. Det bliver også tæt, men det skal vi nok løse, smiler Anders Brandt Sørensen.

Lørdagens standerhejsning er kun den første i en række. Allerede søndag 9. februar er der standerhejsning fra U7 til U12 med tale og pølser fra kl. 11.00. Alle hold fra U7 til U10 træner kl. 10.00. U11 og U12 træner efter formandens tale kl. 11.15.

Og så venter mikroafdelingens standerhejsning, når det bliver lidt varmere. Mere herom senere.

- Standerhejsning er lidt vores helligdag. Her starter vi op håbefulde og sultne efter at spille fodbold på græs. Heldigvis har vi haft vores kunstgræsbane hele vinteren, som bliver slidt på hver eneste dag. Og det er vi helt vildt glade for. Den skal bruges, understreger Anders Brandt Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...