FIK ELITE HOCKEY ACADEMY skal være Danmarks bedste
Frederikshavn Ishockey Klub ønsker, at FIK ELITE HOCKEY ACADEMY bliver Danmarks bedste af slagsen. Det redegjorde sportschef Nicholai Sørig for i Frederikshavn White Hawks' Erhvervsklub inden fredagens opgør mellem Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capital.
- Vi vil have et akademi, der består af internationalt indhold, hvor der vil være enormt fokus på at skabe det hele menneske og dets trivsel. Det er en vision, som på alle måde kommer Frederikshavn White Hawks til gode, hvorfor vi håber at kunne få jeres opbakning og økonomiske støtte, sagde Nicholai Sørig.
Han pointerede, at ishockeyfans i Frederikshavn skal være stolte, når FIK sender sine bedste spillere til Sverige.
- Men det gør det bare endnu vigtigere at få hævet niveauet ved en større gruppe spillere, så White Hawks får råderum over det bedst mulige spillermateriale. Vi ser meget gerne have, at man ikke henter unge spillere fra andre danske klubber til en tredje- eller fjerdekæde. De skulle meget gerne på sigt komme fra vores akademi, lød det fra sportschefen.
Med "internationalt indhold" mener Nicholai Sørig indhold og moderne værktøjer, man også bruger på andre højt respekterede ishockeyakademier i Europa.
Det vil blandet andet betyde mere træning i en hverdag, der bliver koblet sammen med skole. Det vil betyde, at træningerne på is og den fysiske træning er tematiseret (inspiration fra Frölunda). Det vil betyde en individuel udviklingsplan. Det vil betyde mere individuel feedback via video fra kampe/træninger.
Men for at skabe de bedste rammer for FIK ELITE HOCKEY ACADEMY, de respektive spillere på akademiet og Frederikshavn White Hawks på sigt skal der selvsagt økonomi til.
- Derfor står jeg her i dag med ydmyghed og et stort håb om, at I vil støtte os, hvor der skal findes økonomi til ressourcer, materialer, faciliteter og trivselssamtaler på et professionelt niveau, sagde Nicholai Sørig i WH's Erhvervsklub, hvor han havde den tidligere White Hawks-spiller Jesper Jensen ved sin side.