Styrk din ledelse i praksis på Frederikshavn Handelsskole
29. januar starter akademimodulet ledelse i praksis i Frederikshavn. Du kan stadig nå at få en plads.
Ledelse i praksis er et af de mest populære ledelsesmoduler i pakken af akademimoduler inden for ledelse. Nu kan du sætte fokus på dine lederegenskaber og udvide din værktøjskasse, når Ledelse i praksis begynder onsdag 29. januar på Frederikshavn Handelsskole i et samarbejde med UCN act2learn Erhverv.
Efter ønske fra de deltagende virksomheder er forløbet spredt ud over en længere tidsperiode, så det kan passe ind i en travl hverdag. Modulet afvikles med syv undervisningsdage frem til slutningen af april.
På modulet styrker og udvikler du din lederprofil. Du får kendskab til de ledelsesmæssige krav og forventninger, som knytter sig til lederrollen. Du lærer at identificere og vurdere dine egne personlighedstræk og psykologiske drivkræfter i din rolle som leder, og du bliver bedre til at anvende ledelseskommunikation som en central del af din egen ledelsespraksis.
Med dine nye kompetencer kan du varetage ledelsesmæssige funktioner i praksis. Du har viden om forskellige ledelsesformer og deres effektivitet i konkrete situationer. Du kan gøre brug af forskellige kommunikative strategier, og du har redskaber til at håndtere konflikter.