Gå til hoved-indhold
17. januar 2025 - kl. 00.01

Nikolaj & Piloternes 35-års jubilæum fejres til FESTEN på Knivholt

  • 1 af 2
    - Jeg elsker det, jeg laver, og det er en kæmpe gave, at så mange stadig kommer til vores koncerter, siger Nikolaj Christensen.
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Lørdag 20. september 2025 lander Nikolaj & Piloterne på scenen til den første udgave af FESTEN på Knivholt. Med 35 år på landevejen er det legendariske band klar til at tage publikum med på en musikalsk rejse fyldt med hits, nostalgi og feststemning.

Bandet, der gennem tre årtier har leveret iørefaldende, dansksprogede sange med et strejf af melankoli og hverdagsromantik, har Nikolaj Christensens karakteristiske stemme i centrum. Omgivet af piloternes solide musikalske bund er han klar til at levere de stærke, selvbiografiske sange, som vi kender og elsker – med temaer om livet, kærligheden og alt derimellem.

Med hits som 'Kommer Nok Hjem','Ridderen af Kærligheden', 'Engel' og 'Du Er Min' har Nikolaj & Piloterne markeret sig som et af landets mest folkekære bands. Deres musikalske rejse gennem 35 år er et tilbageblik på dansk poprock, der har sat dybe spor i hjertet af flere generationer. Nikolajs debutalbum “Piloter” høstede store roser og blev startskuddet på en imponerende karriere, der i 1990 sikrede ham prisen som “Årets Nye Navn” ved Dansk Grammy.

- Vi er overbeviste om, at Nikolaj & Piloterne vil tage os tilbage til ungdommens dansegulv. Dengang hvor "floor" hed dansegulv, og lørdag aften blev brugt på at bevæge sig fra det ene dansegulv til det andet her i Frederikshavn. Det var en fantastisk tid, og den stemning ønsker vi at genskabe på Knivholt, fortæller Christian Conradsen, en af arrangørerne bag FESTEN på Knivholt.

FESTEN på Knivholt bliver en dag, hvor nostalgi og nutid mødes i unikke omgivelser. Ud over Nikolaj & Piloterne byder programmet på flere andre ikoniske kunstnere, lækker mad og en stemning, der rammer både hjertet og dansegulvet.

- Vi glæder os helt vildt til at være med til at fejre Nikolaj & Piloternes 35-års jubilæum på Knivholt. Bandet har altid haft en særlig evne til at skabe magiske øjeblikke, og vi lover, at det bliver en aften, der står tilbage som noget helt særligt, tilføjer Christian Conradsen.

Med 11 albums og et nyt på vej er Nikolaj & Piloterne i topform. Bandet ser frem til at møde publikum rundt omkring i landet og dele de mange historier og hits, der har gjort dem til et af Danmarks mest langtidsholdbare bands.

- Jeg elsker det, jeg laver, og det er en kæmpe gave, at så mange stadig kommer til vores koncerter. Vi har ingen planer om at stoppe – det her holder stadig, siger Nikolaj Christensen.

FESTEN på Knivholt finder sted i laderne på Knivholt, hvor musik, minder og fællesskab bliver omdrejningspunktet for en dag fyldt med gensyn med nogle af de største navne fra dansk musik.

Billetter til FESTEN på Knivholt kan købes via festivalens hjemmeside. Arrangørerne melder, at der allerede er solgt mere end 700 billetter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...