Gå til hoved-indhold
17. januar 2025 - kl. 00.01

GURLZ på Frederikshavn Gymnasium med punk- og rockmusik

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Gymnasium har en årelang tradition med at byde byens folk indenfor til en aften i musicalens tegn. I år er ingen undtagelse. Torsdag 30. januar kl. 19.30 åbnes festsalens døre til den helt nyskrevne musical Gurlz.

På tværs af årgange og uddannelser har eleverne siden skolestart knoklet med at skrive manuskript, lave kulisser, sy kostumer, øve skuespil og musiknumre. Det musikalske lydtæppe består i år udelukkende af punk- og rockmusik fra begyndelsen af 00'erne. Der bliver knald på!

- I år deltager flere elever end nogensinde, og vi er meget ambitiøse, men det allervigtigste for os er, at vi som skole dyrker det unikke fællesskab, der opstår, når man udforsker kreativiteten igennem skabelsen et fælles projekt,  udtaler forestillingens instruktør, Thomas Vejling.

Gurlz, som er musicalens lidt underlige titel, refererer til ungdommens slang for det engelske ord "girls" (piger). Et slangord, som man typisk ser på de sociale medier, måske især på TikTok. Og netop TikTok er omdrejningspunkt for stykket, som foregår i en nær (nærmest dystopisk) fremtid, hvor en ukendt bagmand er lykkedes med at få alle til at forsvinde ned i deres telefoner i en verden præget af lyserød overfladiskhed og konformitet.

Vi møder hovedkarakteren Ellen, der ikke føler sig tilpas og dybest set har et ønske om at bryde med de gældende normer, og vi er gennem stykket med på hendes kamp for at omvende verden til det bedre. Der er dog en del forhindringer på vejen, da Ellens bedste venner, Stephanie og Mikas, og de populære piger – med den selvcentrerede Leonora i spidsen – ikke nødvendigvis ønsker de samme forandringer i samfundet. Heldigvis er der hjælp at hente hos den noget hårdhændede udbrydergruppe, Rebels. Spørgsmålet er dog, om målet helliger midlet?

Alle er velkomne til et brag af en aften på Frederikshavn Gymnasium. Forestillingen varer et par to timer, inklusiv en lille pause, hvor der er mulighed for at købe forfriskninger. Billetterne koster 50 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...