Socialdemokratiet: Et godt arbejdsmiljø skaber effektive medarbejdere
Den socialdemokratiske byrådsgruppe og borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen har skrevet dette indlæg: 2025 er skudt i gang. Og det med et ordentligt brag! I Mellemøsten og Ukraine fortsætter krig og kaos. Og uden nogen sammenligning i øvrigt begyndte året i vores nationale andedam med Grønlands rolle i fremtiden mellem Trumps USA og Danmark.
Og så er der selvfølgelig alt det andet, som går og bekymrer os, såsom klima, biodiversitet, inflationen – ja, hele møllen! Der er nok af opgaver at tage på sig som verden, land og menneske.
Også i kommunen kender vi alle vanskelighederne. Man kan blot sige "havnen" heroppe. Så ved alle, hvad vi snakker om. Men også kommunens ve og vel og den offentlige service i fremtiden – hvad skal der blive af os? Men måske er der løsninger på nogle af tingene?
Vi ved alle, at sparekniven skraber hult i sparegrisen. Vi skal tænke os godt om. Derfor har vi ved seneste budget fra byrådet sat penge af til øget fokus på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt. Det er en gammel sandhed – selvom nogen fra tid til anden udfordrer den – at godt arbejdsmiljø skaber effektive medarbejdere, som har lyst til at blive på deres arbejdsplads – i dette tilfælde kommunen – og løse de mange opgaver, kommunen har. Det er trods alt en virksomhed med en omsætning på over 4 mia. kr., så det er vigtigt, at vi kan fastholde medarbejdere og levere kvalitativt gode resultater for os alle, der bor her.
Når Socialdemokratiet definerer arbejdsmiljø, så drejer det sig ikke om massagestole, frugtordning eller rundstykker. Bevares, det er da fint indimellem. Men den vigtigste forbedring af arbejdsmiljøet er anerkendelse for det fagligt udførte stykke arbejde, som der bliver gjort hver dag. Faglig anerkendelse handler om, at der er frihed til at udøve sin professionalisme under givne politisk udstukne rammer. Selvstyrende teams er et eksempel på et forsøg på at gå denne vej. Men vi kan gå længere. For den gode nyhed er nemlig, at vi har dygtige, ansvarsbevidste medarbejdere.
Socialdemokratiet vil i forlængelse af seneste budget arbejde for, at politiske retninger bliver styrende i kommunens arbejde. Vi vil ikke hoppe fra tue til tue, men vi vil udstikke klare handlingsorienterede politiske linjer for områder som skolestruktur, erhvervsvenlighed, ældrepleje og arbejdsmarkedsområdet.
Dette skal sikre, at vores store kommunale organisation arbejder mod fælles mål og skaber værdi i borgernes hverdag. Det er vigtigt, at beslutninger og indsatser giver mening i dagligdagen for både borgere og medarbejdere. Derfor skal der være fokus på et arbejdsmiljø, hvor beslutninger understøttes af fleksible og faglige løsninger i organisationen.
Ved at holde fast i en politisk retning og et lokalt fokus, kan vi skabe en kommune, der fungerer som et godt sted at arbejde og leve.