Gå til hoved-indhold
13. marts 2025 - kl. 00.03

Nikolaj Andersen fra Syvsten udtaget til Moderaternes Politiske Talenthold

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Nordjylland har fået en markant stemme i Moderaternes fremtidige politiske landskab. Nikolaj Andersen fra Syvsten, der både er byrådskandidat i Frederikshavn Kommune og regionsrådskandidat i Region Nordjylland, er blevet udtaget til Moderaternes Politiske Talenthold.

- Han er den eneste nordjyde på talentholdet, hvilket understreger både hans politiske potentiale og engagement i at skabe forandringer, mener Morten Arvidsson, formand for Moderaterne i Frederikshavn Kommune.

Talentholdet blev etableret for et år siden og har siden givet en række politiske talenter en unik mulighed for at udvikle sig gennem fem læringsmoduler, en politisk udviklingsplan og en mentorordning. Nikolaj Andersen overtager stafetten fra Line Randa og ser frem til at bringe sin viden og erfaring i spil.

- Nikolaj har en stærk politisk forståelse og er en ildsjæl, som brænder for at forbedre de vilkår, der betyder mest for borgerne. Hans tilgang til ledelse og velfærd vidner om en moderne og inddragende tankegang, som kendetegner, hvad vi står for i Moderaterne. En tilgang, der er brug for i dansk politik. Det gælder også lokalt i Frederikshavn Kommune og i Region Nordjylland, hvor Nikolaj er en del af et stærkt hold fra Moderaterne, udtaler Morten Arvidsson.

Nikolaj Andersen har en særlig interesse for ledelse, decentralisering og forbedring af velfærdsmodeller – ikke mindst i forhold til sundhedssektoren. Hans erfaringer fra erhvervslivet, hvor han har set betydningen af god ledelse fremfor en topstyret chefkultur, præger hans politiske syn. Han tror på, at politik bør bygge på involvering, ansvar og nytænkning, hvilket han blandt andet har argumenteret for i debatten om lokalplejehjem.

- Vi står over for en tid, hvor det ikke længere er nok at forvalte systemer – vi skal udvikle dem. Jeg tror på, at ledelse handler om at gå forrest, skabe tillid og sikre, at vi lytter til dem, der har den praktiske erfaring i hverdagen. Uanset om det er i erhvervslivet, på plejehjem eller i det politiske system skal vi være villige til at tage nye metoder i brug for at få det bedste frem i både mennesker og organisationer, siger Nikolaj Andersen. 

Moderaterne byder officielt velkommen til det nye talenthold ved årsmødet lørdag 22. marts.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...