Søndergaard F flytter fra gågaden i Frederikshavn til Skagen
Tøj- og livsstilsbutikken Søndergaard F flytter fra gågaden i Frederikshavn til Skagen.
- Skagen er en fantastisk by, og jeg tror virkelig, at skagboerne og byens mange gæster vil sætte pris på en butik som Søndergaard F, siger indehaver Tina Søndergaard Frederiksen.
Søndergaard F får adresse på Skråvej, tæt på gågaden. De nærmeste naboer bliver blandt andet Tonnys Blomster, Frisør Columbus, Skagen Tattoo, Normal og Plesners Badehotel.
Det er planen, at Søndergaard F skal være en helårsbutik i Skagen. Butikken åbner første uge i april.
Søndergaard F sælger blandt andet dansk kvalitetstøj fra RUE de FEMME og PBO. Begge brands er kendt for deres tidløse elegance og klassiske stilarter, der kombinerer æstetisk skandinavisk mode og komfort.
- Vi tager begge mærker med til Skagen, og det gælder generelt for butikken i Skagen. Den kommer på mange måder til at minde om butikken i Frederikshavn, men selvfølgelig kommer der et twist, så vi forhåbentlig rammer efterspørgslen i Skagen, siger Tina Søndergaard Frederiksen.
Søndergaard F åbnede for snart seks år siden i gågaden i Frederikshavn. Til at begynde med lå butikken i Søndergade, men de seneste fem år har adressen været hjørnet af Danmarksgade og Th. Bergs Gade.
- Mange søde mennesker roser min butik, og det er jeg utrolig taknemmelig for, men jeg må konstatere, at aktiviteten/handlen desværre ikke hænger sammen med de mange timer, jeg hver dag investerer i butikken. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det bliver ikke i Frederikshavn, at min butik skal leve videre. Men jeg kæmper videre, for jeg er en fighter, og jeg tror på mit koncept, udtaler Tina Søndergaard Frederiksen.
Butikken i Frederikshavn lukker en gang i løbet af foråret. Det vil sige, at der i en periode både vil være en Søndergaard F i Frederikshavn og Skagen.
Tina Søndergaard Frederiksen tilføjer, at hun har "verdens bedste udlejere" i Frederikshavn.
- Det er bestemt ikke deres skyld, at jeg flytter butikken til Skagen. De er meget imødekommende og har vist stor forståelse i alle år, hvor vi har kæmpet med COVID19, finanskrise, krig i Ukraine med mere, siger Tina Søndergaard Frederiksen.