Torslev Skole: Sæt børnene først – ikke bureaukratiet
Formand Troels Mathiassen har på vegne af skolebestyrelsen på Torslev Skole i Østervrå skrevet dette åbne brev til formand Christina Lykke Eriksen og Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune: Vi i skolebestyrelsen på Torslev Skole skriver til jer med stor bekymring. To familier i vores lokalsamfund har fået afslag på at indskrive deres børn på vores skole – på trods af, at deres liv, søskende og fritidsaktiviteter er forankret i Østervrå.
Hvordan kan det være, at Frederikshavn Kommune vælger at afvise børn, der aktivt har valgt vores skole til?
Disse børn har gået i dagpleje og børnehave her. Deres søskende går allerede på Torslev Skole, og de har deres sociale relationer her. Alligevel får de afslag – ikke fordi der ikke er plads, men fordi kommunen vælger at reservere ledige pladser til eventuelle tilflyttere, mens børn, der allerede er en del af lokalsamfundet, afvises.
Hvor blev det frie skolevalg af? Frederikshavn Kommune har en Børne- og Ungepolitik, der understreger vigtigheden af trygge og udviklende rammer for børn. Kommunens skolepolitik fremhæver, at trivsel og læring skal være i centrum. Hvordan stemmer denne beslutning overens med de ma lsætninger?
At tvinge børn væk fra deres søskende og venner og sende dem til en skole langt væk skaber utryghed for børnene, en unødig belastning for familierne og strider mod det børnesyn, som kommunen ellers ønsker at står for.
Ifølge aktindsigt i sagen er der allerede indskrevet 25 børn fra eget distrikt, og der kan gives dispensation til flere, da Folkeskolelovens § 17 tillader op til 28 elever i indskolingen. Dette indikerer, at der kan blive plads til potentielle tilflyttere, HVIS de skulle komme, og dette uden at overskriden lovens rammer.
Denne sag handler ikke kun om to børn – den handler om hele lokalsamfundet. Østervrå er et stærkt lokalområde, men vi er afhængige af, at børnefamilier kan vælge os til. Vores institutioner, foreningsliv og forretninger har brug for, at vi bakker op om lokalsamfundet – ikke at vi skubber familier væk.
Som skole i udkanten af kommunen har vi brug for elever. Vi ønsker at være en skole, der vælges til, og ikke en skole, der afviser børn, der allerede er en del af vores fællesskab. At afvise disse børn sender et signal om, at bureaukrati vejer tungere end børnenes tarv og fællesskabets sammenhængskraft.
Vi foreslår, at beslutningen genovervejes med fokus på børnenes trivsel og fællesskabets behov frem for økonomiske og bureaukratiske hensyn.
Lad os arbejde sammen om at finde en løsning, der sætter børnene først og styrker vores lokalsamfund.