Gå til hoved-indhold
12. marts 2025 - kl. 22.03

Flot Blackhawks-comeback - vender 1-4 til 5-4 og avancerer til andenpladsen

  • 1 af 1
    Dennis Torp spillede en vigtig rolle i hjemmekampen mod Sunds Seahawks.
Af: Michael Frederiksen

Onsdag aften bød på et sandt drama i Abildgårdhallen, hvor Frederikshavn Blackhawks leverede et imponerende comeback og sikrede sig en 5-4-sejr over Sunds Seahawks. Med sejren avancerede Blackhawks til andenpladsen.

Efter en første periode, hvor gæsterne kom flyvende og bragte sig foran 3-0, skulle der graves dybt for at vende slaget. Dennis Torp reducerede til 1-3 og tændte håbet, men Sunds svarede hurtigt igen og øgede til 4-1.

Men Blackhawks giver aldrig op. Justeringerne bar frugt, og med to scoringer af Frederik Lentz samt endnu et mål fra Dennis Torp fik hjemmeholdet udlignet til 4-4. Sejren blev fuldendt af Rasmus Bengtsson, der med et solomål sikrede tre vigtige point og sendte Blackhawks op på andenpladsen.

Kampen bød på en helt særlig brødreduel mellem Mathias Mikkelsen i Blackhawks-målet og hans lillebror Nicholas Mikkelsen, der stod hele kampen for Sunds. Begge målmænd leverede stærke præstationer og hev flere store redninger frem, men denne gang trak storebror det længste strå.

For Blackhawks var netop Mathias Mikkelsen blandt kampens store profiler, mens Dennis Torp og Frederik Lentz var afgørende med deres vigtige scoringer og stærke spil i comebacket.

En fyldt Abildgårdhal skabte en fantastisk kulisse for comebacket, og nu venter mellemspillets sidste kamp på lørdag mod Rungsted-Hørsholm. Der er kampstart kl. 16.00 i Abildgårdhallen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...