SF: Flertallet turde ikke - Essens Gaarden bremses endnu engang
Byrådsmedlemmerne Tina Kruchow og Martin Tøttrup Kelkelund (begge SF) har skrevet dette indlæg efter mandagens møde i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune: SF stemte ja til en landzonetilladelse til Essens Gaarden, fordi vi mener, at sagen har en særlig karakter, og at det politisk var muligt at give tilladelsen.
Vi ønsker, Essens Gaarden kan fortsætte deres restaurant med jord-til-bord-koncept i det åbne land allerede i år. Det er visionært, nyt og et godt eksempel på, hvordan man kan udvikle vores landsbyer til gavn for os som bor i kommunen, men også for vores turister.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen anbefaler ikke en tilladelse, men slår fast, at det er kommunens egen vurdering, der er afgørende.
Vi mener, at Essens Gaarden bidrager positivt til udviklingen af vores landdistrikter, og SF har det politiske mod til at gå foran og give en landzonetilladelse, men desværre står vi alene med den holdning.
Vi kunne have brugt vores standsningsret og sendt sagen i byrådet igen, men vi ved, at flertallet blot ville skyde den til hjørnet endnu en gang. Det ville bare forsinke sagen yderligere, og det er ikke rimeligt over for Essens Gaarden.
Regeringen ser i øjeblikket på en revidering af lovgivningen på området, og fremtiden for det åbne land og hvad der er af muligheder.
SF ønsker at gå foran og vise, at der er politisk råderum til at tænke nyt.
Det er trist, at vi var de eneste i dag til Plan- og Miljøudvalgsmødet, der tør tage ansvar og skabe udvikling og tænke nyt og anderledes.
Politisk skal vi turde se muligheder og gå foran – inden for lovens rammer.