Gå til hoved-indhold
12. marts 2025 - kl. 00.03

Mette Hardam har tilsyneladende tabt både sutten og fatningen

  • 1 af 1
    Erik Kyed Trolle (A): - Jeg bliver chokeret, når jeg læser Mette Hardams udtalelser.
Af  Erik Kyed Trolle

Byrådsmedlem Erik Kyed Trolle (A) har skrevet dette indlæg: Mette Hardam (V) har tilsyneladende tabt både sutten og fatningen i et indlæg på Kanal Frederikshavn, hvor hun nedværdiger sig til at kalde byrådskolleger for hundehoveder, elendige klamphuggere og lusede amatører.

Nu er tanker jo både afgifts- og toldfri og selvfølgelig acceptable, men når man som folkevalgt repræsentant deltager i byråds- og udvalgsarbejde og dermed også måske som rollemodel i forhold til at skulle inspirere andre borgere til at deltage i det politiske arbejde, må jeg erkende, at jeg bliver chokeret, når jeg læser hendes udtalelser.

Jeg har i mange år følt mig priviligeret ved at sidde med i byrådssalen, og selvom tonen til tider kan være hård, drilsk og endda præget af temperamentsfulde udbrud, har der altid været en undertone af, at man trods alt har en vis forståelse for hinandens meninger og synspunkter, eller retten hertil.

Ikke mindst i forhold til den Mette Hardam, som jeg kender, eller har kendt som en saglig debattør, der på bedste vis forsøger at udtrykke både politiske og personlige meninger.

Selvom 2025 er et valgår, hvor der må forventes nogle skarpere optrukne linjer politisk, føler jeg stadigvæk, at ord som pli, ordentlighed og lysten til en uformel og næsten venskabelig tone, er vejen frem til et godt samarbejde og gode resultater.

Lad mig endelig slå fast, at jeg hverken er sart eller bliver fornærmet, når nogen giver følelserne frit spil, men når der er tale om et læserbrev af større omfang, ville jeg nok forvente, at øjeblikkelige frustrationer er "dampet af", inden man trykker på sendeknappen.

Så kære Mette, med mindre du forventer, at dette "hundehoved" giver sig til at gø eller logre med halen, når vi mødes, vil jeg trods alt fortsat give pænt “pote”, undskyld hånd, når vi næste gang mødes i politisk forum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...