Gå til hoved-indhold
06. februar 2025 - kl. 13.02

Mr Klaus Johansen i gågaden i Frederikshavn lukker butikken

  • 1 af 1
    Gule skilte i butiksruderne viser, at ophørsudsalget er i gang.
Af: Peter Marquard

Mr Klaus Johansen i gågaden i Frederikshavn lukker butikken. Dermed er det et farvel til den 56 år gamle butik, der allerede har startet ophørsudsalg. Renteudgifter og en høj husleje er hovedårsagen til lukningen af den hæderkronede butik, der åbnede i 1969.

- Det er selvfølgelig med et vist vemod, at jeg lukker butikken, som jeg overtog for 20 år siden. Det er blevet sværere og sværere at drive detailbutik, hvor renteudgifter og høj husleje fylder meget i regnskabet. Ejendommene i gågaden er ejet af en lille kreds af personer, og de fastsætter en husleje, som ikke afspejler realiteterne. Hvis alle lokaler var fuldt udlejet, kunne man forstå de høje priser, men når der er flere tomme lokaler i gågaden, burde man måske overveje, om huslejen på butikslokaler er for høj. Jeg har kolleger i store byer som København, der er ved at falde bagover, når de hører, hvad jeg betaler i husleje, siger Klaus Johansen til Kanal Frederikshavn.

Butikken åbnede i 1969, hvor Tage Rasmussen fra Sæby slog dørene op under navnet Nyt Tøj. I 1977 overtog Finn Nørskov, der i mellemtiden var blevet kompagnon, hele ejerskabet af butikken og ændrede navnet til Mr Nørskov. Efterfølgende kom Klaus Johansen i lære under Finn Nørskov, inden han efter en afstikker til København vendte tilbage og overtog butikken i 2005 og ændrede navnet til Mr Klaus Johansen.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er plads til en mærkevarebutik i Frederikshavn, men vi må erkende, at også internettet har taget en del af den lokale handel, siger Klaus Johansen, der endnu ikke kender sine fremtidsplaner.

Ophørsudsalget er begyndt, og Klaus Johansen regner med en slutdato omkring 31. marts.

- Så må vi se, om vi lukker lidt før eller efter denne dato, siger Klaus Johansen.

Under ophørsudsalget kører butikken med ændrede åbningstider.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...